0 kommentarer

Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff

af d. 3. august 2020
Info
 
Sideantal

336

Udgivet

2020

ISBN

9788740041330

Originaltitel

Jeg for ner till bror (oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Modig og forbandet god”, sådan skriver Svenska Dagbladet om romanen ”Jeg tog ned til bror”. Det er en beskrivelse af bogen, som jeg godt kan tilslutte mig.

Smalånger ligger i det nordlige Sverige. Her går tingene langsomt, næsten intet forandres og hvis noget forandres går det uendeligt langsomt.

Jana er vokset op i Smalånger, er flyttet væk fra flækken, men er nu vendt tilbage for at besøge sin tvillingebror, der er i gang med at begå selvmord ved at drikke sig ihjel. Janas mor bor på plejehjem og er syg efter et slagtilfælde, og hendes far er død. En kvinde ved navn Maria er netop fundet død ved savværket, og lilleputbyen Smalånger er ved at koge over af rygter om hvad der er sket. Happy days, sikke et sted at være vokset op.

Selvom hun har lyst til at sive hurtigst muligt vælger hun at blive, hun finder job i hjemmeplejen og stik imod al fornuft indleder hun et forhold til Marias eksmand, der viser sig at være mere end almindeligt ustabil. Han er ustabil, men til gengæld en habil maler og disse malerier får Jana til at tænke på fortiden, blandt andet over dengang hvor hun forsøgte at slå sin far ihjel. Var der nogen der sagde dysfunktionel familie?

”Jeg tog ned til bror” kan godt kategoriseres som en socialrealistisk bog. En af dem, som man kan blive lidt deprimeret af at læse, men som til gengæld også på glimrende vis indfanger essensen af, hvordan det er at vokse op i en trøstesløs svensk landsby, hvordan det er at vokse op i bunden af samfundet og forsøge at bryde ud af dette miljø. Det er en bog om livet, familieliv, kærlighed og om at tilgive de mennesker, der har behandlet en rigtig dårligt. Kan man overhovedet tilgive? Og er der nogle ting, der bare ikke kan tilgives?

”Jeg tog ned til bror” er en virkelig fremragende bog, især for en læser som mig, der godt kan lide en melankolsk historie, en læser der holder af socialrealisme og af samtidsdramaer.

Det er en historie, der er overbevisende skruet sammen, velskrevet og forbandet læseværdig.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter