Jeg forbander tidens flod af Per Petterson

Da vores hovedperson, Arvid, får at vide, at hans mor har kræft og er taget alene til familiens sommerhus i Frederikshavn, følger Arvid efter – og bogen beskriver Arvid og forholdet til hans mor, dels gennem dagene i sommerhuset, dels ved tilbageblik på Arvids barndom og ungdom.

Man fornemmer, at der inden i den 37-årige Arvid bor en lille dreng, der higer efter morens omsorg og kærlighed. En lille dreng, der råber “se mig, hold af mig, lad mig høre til”. Hans barndom og ungdom er præget af en fornemmelse af at være udenfor, hele livet har han længtes efter at tilhøre en gruppe. En oplevelse som 7-årig, som får ham til at føle sig anderledes end sine 3 brødre, har han aldrig glemt. Det blev “en bekræftelse på at min plads i familien ikke havde den naturlighed over sig som jeg kunne have ønsket mig”.

Som ung prøver han at nærme sig en gruppe unge kristne for at blive en del af deres lykkelige fællesskab – men hans mangel på tro bremser ham. “Men det var ikke let at være alene, og jeg orkede det egentlig ikke”.

Sit forhold til moren beskriver han selv – i den tale han aldrig får holdt – som at stå på hver sin side af Rio Grande. Fra barndommen og ungdommen har han glade minder om morgener i køkkenet alene med moren, fælles oplevelser omkring bøger og film, dage, hvor har han ventet på hende udenfor fabrikken, når hun fik fri. Men det gode forhold får en brat ende, da han dropper sin uddannelse for at blive fabriksarbejder – for at få et tilhørsforhold, blive en del af arbejderklassen, blive en af “gutterne” – en beslutning hans mor absolut ikke billiger. Siden har han higet efter hendes accept og kærlighed.

Hans mor er en kvinde af få ord, hverken i sit ægteskab eller overfor sine sønner viser hun sine følelser. Hun virker utroligt afvisende over for sin søn, bl.a. i denne scene fra sommerhuset:

“Er der noget du vil have jeg skal gøre for dig, sagde jeg, men hun løftede hånden og sagde: – det der skal gøres, det gør jeg alene. Flyt dig, sagde hun og puffede mig i brystet. – Men mor, sagde jeg, – hvorfor kan jeg ikke få love til at gøre noget for dig? Jeg vil jo gerne. – Det er vel ikke mere end rimeligt, sagde hun, men det bliver der ikke noget af. Og så taler vi ikke mere om det. Og så taler vi ikke mere om det, og det brændte bag øjnene og brændte i benene, og hun skubbede mig til side.”

Og da de besøger hans brors grav, hvor moren fortæller at hun tænker på broren hver dag: “- Du tænker ikke på mig hver dag, sagde jeg – Nej, sagde hun. – Hvorfor skulle jeg det?”

Det er på mange måder en sørgmodig fortælling, om savn og længsel efter et tilhørsforhold, efter opmærksomhed og kærlighed – en fortælling der får sagt en masse, også mellem linjerne og i alt det der aldrig bliver sagt. Sproget flyder af sted som en række associationer, den ene tanke tager den næste, og man kommer vidt omkring i en enkelt sætning – skønt at læse. Det er en bog, der er svær at slippe, den bliver hængende i ens tanker længe efter sidste side er læst.

Lån bogen på bibliotek.dk