Jeg er døden af Chris Carter

Den aften Nicole er barnepige for en lille dreng, møder hun sin morder. Han er ved at tage lidt at spise i køkkenet, da hun kommer derud, de bliver tilsyneladende begge forskrækkede, men han er venlig og charmerende og siger, han er fætter Mark, inviteret af familien til at bo i huset – og undrer sig over at de ikke har nævnt det for barnepigen. Da hun taler i telefon med den lille drengs mor, får hun at vide, at der ikke bor nogen i huset – kort tid efter afbrydes samtalen. Nicole bliver det første offer for en skræmmende seriemorder, der piner sine ofre til døde.

Hunter og Garcia sættes på sagen – og de har det ikke nemt. At morderen ikke efterlader ét eneste spor, intet DNA, lyder meget urealistisk. Han kan umuligt gøre de ting han gør, uden at afsætte spor. Men det påstås – og derfor har politiet ingen beviser.

Morderen skriver breve, som han underskriver med ”jeg er døden” – i de breve ligger der spor, nøgler til opklaringen.

En forsømt knægt er på vej hjem fra skole, da han bliver væltet omkuld af en flok bøller – han er vant til at blive mobbet i skolen, og hjemme hos hans far er der heller ikke nogen omsorg. En venlig bilist tager ham op og tilbyder at hjælpe ham med den ødelagte cykel – men han har helt andre, uhyggelige planer med drengen.

Det var første gang jeg læste en bog af Chris Carter, og jeg var lidt uforberedt – det er meget voldsomt, lidt for meget for min smag. Beskrivelserne af hvad morderen gør med sine ofre, hvordan de tortureres, mens han filmer deres sidste ulige kamp mod døden, er ondt, virkelig ondt – og beskrevet i detaljer.

Men når det er sagt, må jeg indrømme, at bogen i den grad tog min opmærksomhed. Jeg havde den med på ferie, og flyrejsen på 6 timer ”fløj afsted” i selskab med bogen. Spændingsniveauet er højt – morderens motiv og afsløringen til sidst overrasker og chokerer. Det er ikke en bog for sarte sjæle, men spændende – det er den absolut!

Lån bogen på biblioteket