Jeg er den sidste jøde af Chil Meyer Rajchman

En anmeldelse her på Bogrummet drev mig til at læse denne øjenvidneberetning fra grusomhederne i Treblinka under anden verdenskrig. Skrevet af en af den lille håndfuld, for hvem det lykkedes at undslippe i live. Det anslås at omkring 750.000 mennesker blev dræbt i lejren
Det er godt skrevet og er samtidig det mest modbydelige jeg nogensinde har læst. Man har slet ikke fantasi til at forestille sig hvad der er foregået. Forfærdeligt ud over enhver beskrivelse.

Chil Rajchman er ‘heldig’. Han bliver pillet ud af den skare af mennesker, der marcherer imod gaskamrene. Han skal arbejde. Arbejdet består i at klippe kvinderne skaldede minuttet før de skal gasses. Senere er han ‘mindre heldig’ og overføres til arbejdssjakket som fjerner ligene fra kamrene og kører dem på trillebør til massegravene. Da Rajchman har været i lejren i næsten et år, beordres massegravene genåbnede; nazisterne frygter at gravene vil blive opdaget efter krigen. Derfor skal alle lig destrueres. Arbejdet med at flytte et år gamle lig til nyopstillede ovne er, om muligt, endnu værre end de opgaver Rajchman hidtil har varetaget.

Under al arbejdet får de arbejdende tæsk og pisk, bliver stukket med knive, og mange myrdes, når nazisoldaterne og deres medhjælpere føler trang til at bruge karabinerne.

Herbert Pundiks forord bidrager med interessante fakta. Blandt andet bad Churchill en af sine ministre om at udarbejde en plan for bombning af det jernbanenet der transporterede ofrene til tyskernes slagterier. Men omtalte minister mente ikke, at det var værd at bruge kræfter på at redde jøderne, og henlagde derfor sagen; der var mere presserende sager. Rystende.

Der er ikke særligt mange sider, men på grund af det umenneskelige indhold er det mere end rigeligt. Bør gøres til pensum i landets skoler.

Lån bogen på bibliotek.dk