Januar + af Klaus Rifbjerg

Januar 2012 ville være gemt og glemt, som så mange andre måneder, havde det ikke været for den 80-årige skrivekugle og meningsmaskine Klaus Rifbjerg, som netop da var i absolut topform. Den lille samling ind- og udfald, “Januar +”,  har nærmest karakter af en dagbog, som gennemgår dagene én for én, hudfletter alt og alle og minder os om, hvad vi mistede, da den gamle brumbasse forlod os i april 2015.

1.1.12 kan man jo passende forholde sig til alle klicheerne i dronningens nytårstale. Og klicheer får os til at føle os godt tilpas, “for klicheen er det farvand, vi navigerer bedst i. Her er man i smult vande fra fødsel til grav, og er man rigtig heldig ’sover man stille ind’, som der står i dødsannoncerne – som om man for alvor nogensinde havde været rigtig vågen.”

2.2.12 får statsminister Helle Thorning-Schmidt en syrlig omtale, om end Rif medgiver, at “et eller andet sted bag beskyttelsesdragten, som ganske afgjort er af plastic, kigger glimtvis et menneske frem.” Og for at dele sol og vind lige får “store ånder som dem i DF og Venstre og hos De Konservative” en ørefigen for deres liderlighed efter højere straffe for snart sagt enhver forbrydelse.

6.1.12 er det krigene i Irak og Afghanistan, den er gal med: “Alene tanken om at udbrede vestlige ideer for pædagogisk at demonstrere, hvad der er ret og rimeligt i lande, vi ikke kender det ringeste til og fundamentalt er fuldkommen ligeglade med, er absurd.”

15.1.12 handler det om, at overborgmester Frank Jensen har slikket en kvindelig ansat på halsen. Rif synes “de beslikkede på Rådhuset skulle have … stukket hr. Jensen et par flade i stedet for at sammenkalde den hele kvindebevægelse til kamp mod den ekskalerende mandschauvinisme.”

9.2.12 tænker Rif på sin egen og nutidens musik, erkender “smagens konservatisme og aldersstivheden” og erklærer sig følgelig uforstående, “når op mod 100.000 mennesker samles f.eks. årligt i Roskilde og forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.”

Undervejs tager Rifbjerg ned til sit hus i Spanien, hvor han funderer over døden, situationen i Syrien, Beethoven og Joyce. Og så går han på restaurant, hvor en sorthåret dame i imiteret pels harcelerer over stedets dessertudvalg. “Hvis dessert hun i tidens løb selv har været, fremgår ikke, men holdning og stemme antyder, at hun nok har været med ved tag-selv-bordet.”

Han irriterede mig, mens han levede, Store Klaus. Nu irriterer det mig, at han er væk.

Lån bogen på bibliotek.dk