Ildtid af Claus Lembourn

Krig er aldrig sjovt at læse om, men der er nogen skæbnefortællinger som altid giver stof til eftertanke. Og selv om denne bog er baseret på krigens historier er den ikke virkelig. Men man kan sagtens leve sig ind i hvor frygtelig svært det har været at forsøge at komme igennem krigen hvor man på den ene side kunne være tvunget til at støtte Hitler og på den anden side gøre alt i sin magt, for at slippe væk fra krigens rædsler. Bogen omhandler forskellige scenarier. Nogen mere personlige end andre. Og man er både i nærheden af førerbunkeren, med når der skal plejes og opereres skadede samt med på flugt. Og døden er med alt og alle hele vejen igennem. Der er dog også et snert af håb og det er vel i virkeligheden det der får alle igennem, hvad enten de kæmper for deres land eller for deres liv. Bogen er delt op i nogen små afsnit og dermed ikke kapitel opdelt. Det giver en ret speciel læseoplevelse. Og personligt var den ret frustrerende, da jeg syntes man konstant blev afbrudt for at springe fra det ene scenarie til det næste. Men det er et anderledes udtryk og det er ikke fordi det ikke fungere, jeg kan blot bedst lide at læse længere kapitler. Bogen henvender sig til alle med interesse for anden verdenskrig og til folk der er interesserede i historie. Den er ikke helt let og ikke en bog man bare lige kaster sig over, men den er ret fangende når man kommer et godt stykke ind i den, fordi man som læser bliver nysgerrig på hvad der sker for de forskellige personager. Et anderledes lille værk, som alligevel rummer en hel del.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket