Ildenglen (Ønskekræmmerens datter, nr. 1) af Laini Taylor

Ildenglen som den hedder på dansk, er den første bog i en trilog af Laini Taylor.

I bogen møder vi Karou som er kunststuderende i Prag, og fylder sine skitsebøger med monstre. Alle Karous medstuderende elsker at følge med i alle de eventyr, som hendes monstre oplever igennem hendes tegninger. Hvad hendes medstuderende ikke ved er, at disse monstre faktisk er kimære og Karous adoptivfamilie.

Det er ikke det eneste ved Karou, som er en smule bizart. Oveni at hun har naturligt blåt hår, så forsvinder hun nu og da ud på mystiske ”ærinder”. Karous bedste veninde Zuzanna føler i hvert fald, at der er noget på færde.

Problemet er bare at Karou selv ikke ved hvem hun er, og hvor hun kommer fra. Hun ved bare at hun kan hjælpe sin kimærefamilie med at indsamle mennesketænder. Hvad disse mennesketænder skal bruges til, det ved Karou ikke.

Men alt dette ændre sig da Akiva får øje på Karou, imens hun er ude på en af sine ærinder. Før Karou ved af det, står hun midt i en krig mellem engle og dæmoner i en parallel verden, som ikke er hendes egen. Eller er det?

Jeg havde hørt rigtig meget godt om denne trilogi , før jeg begyndte. Jeg havde også hørt, at det var i bog to tingene begyndt at gå stærkt. Hvis jeg ikke havde vist dette, er jeg i tvivl om jeg havde forsat serien.

Ildenglen er i sig selv en flot skrevet ungdomsfantasybog. Men selve plottet tager en del tid at gå i gang. Karou ved ikke hvem hun er, og det gør læseren heller ikke. Dette kan for nogen være spændende læsning, og for andre være fustrende. Jeg hører nok mere til den sidste del. 400 sider er lang tid at vente på bare at få et hint om hvem Karou endelig er. Da det så endelig sker, sker der så meget at man dårlig nok kan følge med.

Mit andet problem med Ildenglen er Akiva. Måske er det fordi jeg har læst virkelig mange bøger i den her genre, men jeg er ved at blive træt af formularen der hedder: pige møder mystisk fyr og bang så er de vilde med hinanden. Til Ildenglens forsvar er der en god forklaring på dette, men tror bare aldrig jeg rigtig varmede op til Akiva som karakter.

Dog er der også mange gode ting ved Ildenglen. Karou og Zuzannas venskab er et af dem. Zuzanna er et menneske, og selvom hun er lille så er hun ikke bange for at sige sin mening. Deres venskab virker realistisk, og som et jeg kunne have haft da jeg var 17 år.

En anden ting ved Ildenglen som gør den interessant er det faktum, at vi som læser ikke er 100 % sikker på, at vi er på de godes side. Samler gode personer mennesketænder og handler med suspekte mennesker? De fleste vil nok sige nej. Dette giver en anden vinkel på ”de gode imod de onde” end man er vant til.

Alt i alt er Ildenglen en okay start på en trilogi, dog ligesom Karous person, er plottet mystisk og hemmelighedsfuldt.

Hvis man imidlertid kan hænge ved, ligger Ildenglen til sidst op til en spændende efterfølger og en smuttur ind i en parallel verden.

Lån bogen på biblioteket