Ikke et ord af Brad Parks

Dommer Scott Sampson glæder sig til eftermiddagen. ALLE på dommerkontoret ved, at han tager tidligt hjem om onsdagen, så han kan tage med sine 6-årige tvillinger i svømmehallen, der er nemlig tale om en familie med mange faste traditioner. Derfor undrer det ham da også, da konen sms’er og fortæller at hun tager tvillingerne til lægen. Større endnu bliver forbløffelsen, da han kommer hjem og finder konen, men ikke børnene, i huset. Snart efter modtager han et opkald. En mand har børnene og for at få dem igen, skal han sørge for at den høring der er i retshuset i morgen ender med et bestemt udfald. Og hvis dommeren fortæller noget til nogen, vil begge børnene blive slået ihjel.

Dommeren efterkommer ordren, men kun det ene barn kommer hjem. For folkene bag bortførelsen har interesser i en ganske anden og større sag. De skulle bare lige undersøge, om dommeren kunne påvirkes.

Kampen for at få det sidste barn hjem bliver lang og sej. Alison har to søstre og en mor, der er meget engagerede i at hjælpe og som insisterer på at være tilstede i familiens hjem, selvom det jo netop ser mistænkeligt ud fra kidnappernes vinkel, såfremt de overvåger huset. Og det gør de helt sikkert. For hvordan kan man ellers forklare, at kidnapperne hele tiden ved, hvad der er blevet diskuteret i hjemmet? Også selvom alle forholdsregler tages, og de kun taler om kidnapningen i fri natur. Bortførerne ved ALT.

Hvem der assisterer kidnapperne åbenbarrede sig desværre tidligt i romanen, men hvem der er bagmændene bag de små fisk var usikkert for mig næsten helt frem til slutningen, hvilket var et klart plus ved bogen. Et andet plus er beskrivelsen af den mistanke der sniger sig ind mellem de to ægtefæller.

The Washington Post skrev ifølge bogens cover “Romanens sidste sider er spændende, overraskende og dybt rørende. Hvor rørende? Jeg fældede faktisk en tåre, og der er ellers sjældent, jeg gør det over en bog… Ikke et ord er en milepæl i Brad Parks’ forfatterskab.” Der er jeg meget uenig. Nogle gange sker det, at en bogs slutning ødelægger meget af den samlede oplevelse, og Ikke et ord har en sådan slutning. I film er der ganske tit en art efterskrift, der fortæller, hvordan det efterfølgende går med hovedpersonerne. Det gør Brad Parks her. Om man kan lide det eller ej er selvsagt en smagssag. Jeg mener personligt, at hvis man har brug for at slutte bogen med et andet billede af personerne og deres videre liv end man ellers har lagt op til, så er der ingen grund til at lire det af på 30 sider. Skriv dog en toer.

Lån bogen på Bibliotek.dk