Idun : sagaen om Valhalla Af Johanne Hildebrandt

I anden del af sagaen om Valhal er tiden kommet til at betragte verden gennem Iduns øjne. Freja og Idun bor nu i Alfheim, hvor Dronning Alfhild hersker over et frodigt område. Freja er månegudindens udvalgte og præstinde af høj byrd, og i Alfheim bliver hun behandlet som en gudinde.

Idun er datter af Freja og Tor. Det eneste minde Freja har fra Tor, der ikke kan ødelægges eller tilsidesættes og selvom Idun er af kvindekøn er hun desværre ikke en af de seende. Noget Freja ikke er stolt af og noget Idun på egen krop mærker efterhånden som hun vokser op og ikke kan tilfredsstille sin mors forventninger. Idun lærer i stedet hurtigt de huslige sysler, at dyrke æbler og at hun aldrig vil være god nok.

Hun ville nok have vansmægtet resten af sine dage, hvis ikke det var fordi aserne gør sin ankomst en mørk aften medbringende en dødssyg Frej, som er smittet af svartsoten. Blandt asernes følge er Tor, Brage og Ull og besøget på øen bliver skelsættende for alle tre. Tor, fordi han igen uvilligt møder Freja og denne gang konfronteres med en datter han aldrig troede han havde haft. Brage, fordi han møder Idun og fortrylles af hendes afstamning. Ull, fordi han inderst inde er Frejs søn og kraften svæver i ham.

Ligesom “Freja” er den ovenstående tanke en fortælling om den nordiske mytologi, men Iduns historie er mindre velkendt og tillader derfor også forfatteren friheden til at være mere karakteriserende end ellers. Hvor vi kendte Freja som en meget selvstændig og stærk kvinde, er Idun mere diffus og det kræver lige lidt tilvænning. Men historien virker godt og man mærker endnu engang kulturforskellene i asernes samfund op mod vanernes samfund, også med afstikkere til nutidens inddelinger.

Lån bogen på biblioteket