Idioten af Fjodor Dostojevskij

I den kristne verden står Jesus som et ideal. Hvis du får en lussing af en skiderik, så vend den anden kind til. De gode vil gerne være så meget Jesus som muligt. Men det er netop umuligt i denne verden. Vi risikerer at blive snydt så vandet driver. Forrådt af en Judas eller korsfæstet af bødlerne. Som salig Jørgen Thorgaard (teolog og tv-vært) huskede at minde os om i sine udsendelser: Sandheden? Den findes kun oppe i himlen.

Idioten i Dostojevskijs roman er netop om en glad idiot, der kun kan tro på det gode i mennesket. Han er som det barn, som Søren Kierkegaard beskriver i Kjerlighedens Gjerninger: Hvis man placerede et barn blandt kriminelle, psykopater og mordere, så ville barnet meget præcist kunne iagttage de ydre detaljer: Deres ansigter, deres stemmer, deres tøj og deres måde at bevæge sig på. Én ting ville barnet ikke opdage: Det onde – selve ondskaben.

Idioten i Dostojevskijs roman er den økonomisk afdankede fyrste Mysjkin, der vender hjem efter at årelangt kurophold i Schweiz, hvor han har været under behandling for epilepsi (en sygdom som Dostojevskij selv led af).

Vi møder ham i en togkupe, hvor han beundrer skønne landskaber og falder i snak med børn. Han opfører sig som om, han var født i går. Bundnaiv er han. Gør ikke en flue fortræd. Og tror på det bedste i mennesket.

Kort før Sankt Petersborg falder Mysjkin i snak med sit modstykke, den rå Parfjon Rogozijn, der ikke ejer vesteuropæisk kultur. Han har arvet en ordentlig spand penge og går ikke af vejen for at bruge våben, og de to følges ad i resten af bogen i et bizart had-kærlighedsforhold.

Mellem dem dukker en femme fatale op: Nastasja Filippovna, en forkvaklet kvinde, der blev misbrugt som privat kurtisane af en nabo-godsejer. Hun vakler hele tiden mellem den bløde mand, fyrst Mysjkin, og the bad guy, Rogozjin, der falder for hendes stærke erotiske tiltrækning. Hun er blevet krænket og dulmer sit selvhad med hævnsyge. Idioten får medfølelse med hende – en medfølelse, som hun flygter fra og kaster sig lige i armene på Ragozjin – der slår hende ihjel.

Her er Mysjkin, idioten, ikke så meget idiot endda. Han advarede hende mod morderen, som han bagefter deler skæbne med, da politiet er på jagt.

Idioten er måske den af Dostojevskijs store romaner, der stritter i flest retninger – og det siger ikke så lidt. For der er et mylder af figurer og nye indfald. Dostojevskij skrev ligesom mange andre russiske forfattere på den tid i føljetonstil til litterære tidsskrifter og nogle gange har han næppe selv vidst, hvor det ville ende. Men det er ofte også det fascinerende ved Dostojevskij.

Denne bog brænder sig ind i din erindring mange år frem. Stakkels idiot!

Lån bogen på Bibliotek.dk