266
2009
978-87-11-43134-4
Alene på grund af temaet ”Se & Hør” var jeg ved at gå i en bue udenom denne fine bog.
Peer Kaae er blot en ”kaad” ung journalist, da han ansættes som medredaktør på Se & Hør. På redaktionen, – eller Bunkeren, som den kaldes, hersker der dagligt feststemning. Der drikkes igennem fra morgen til aften, alt imens Danmarks største sladdersprøjte bliver til. Der ses skævt til afholdsmænd og chefredaktør Mogens E. Pedersen, – der aldrig kaldes andet end Mep, uddeler skideballer til journalister der vender hjem fra ”fronten” uden taxa- og værtshusboner af format. Det er i slutfirserne, hvor bladet endnu har et fornuftigt forhold til diverse kendisser, og ordet Paparazzi bare er et ord på italiensk. Det får Kaae dog ændret på, da racerkøreren Erik Gundersen styrter og næsten mister livet i England. Kaae rejser til England og lokaliserer Gundersens sygehus, men Kaae samt fotograf formenes adgang. Hvad gør en pligtopfyldende mand der ved han ikke kan vende hjem uden en god historie? Kaae kravler op på et udendørs ventilationsanlæg og får derfra et skud af Gundersen i sygesengen. I første omgang et scoop, men bladet får landets befolkning imod sig, for Gundersen er en folkehelt, og dem pisser pressen ikke ustraffet på.
Der er flere af den slags historier, hvoraf de bedste er om en svækket Poul Bundgaard, der absolut vil lave en sidste Olsen Bande-film, og ender med at blive båret ud til en taxa i brandmandstag af Kaae – samt den usædvanligt positive beretning om en altid imødekommende Prins Henrik, der ganske uhøjtideligt tager fusen på en ellers meget skarp Mep.
Der er lidt vel meget om redaktør Henrik Qvortrup, som Kaae absolut IKKE er imponeret af. Kaae placerer klokkeklart ansvaret for forråelsen i bladets metoder på Qvortrup. Et fremstilling der må siges at stemme overens med det billede Qvortrup selv har skabt i medierne.
Nærmest på trods af temaet er dette en lærerig lille bog, der udmærker sig ved at være det vel eneste sted i Danmarkshistorien, hvor Prins Henrik får ros.