397
2012
978-87-92550-68-2
In the garden of beasts
1933 er et skæbneår i europæisk historie. Hitler, Göring, Goebbels og deres brunskjortede kumpaner griber magten i Tyskland, og derefter er der dømt undergangsstemning i det fine, gamle kulturland.
Roosevelt udsender historikeren William Dodd som USAs nye ambassadør i Berlin. Han er beæret og glæder sig til at vise sin kone og sin voksne søn og datter nationen, hvor han studerede som ung. Der går ganske vist rygter om bølleoptøjer, overfald på udlændinge og systematisk forfølgelse af jøder, men ingen fæster rigtigt lid til dem. Dodd selv, og med ham mange helt almindelige amerikanere, er faktisk en anelse antisemitiske og synes, det er helt i orden, at de storsnudede jøder bliver pillet lidt ned på jorden.
Hverken amerikanerne eller deres venner i Europa er klar over, hvor overhængende katastrofen er. Man har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig, at en demagogisk sprællemand som Hitler og hans hysteriske ideologi, nazismen, vil overleve mere end nogle få måneder.
Den farveløse, men også stædige og modige Dodd må hurtigt sande, at virkeligheden er meget værre end rygterne. Nyoprettede koncentrationslejre fyldes med kommunister og jøder. Gode venner er nødt til at forlade landet over hals og hoved. Og det hemmelige politi, Gestapo, stormtropperne i SA og SS’erne i deres sorte uniformer forvandler den muntre stad Berlin til et iltfattigt, paranoidt mareridt. Som ambassadør for en stormagt er Dodd nødt til at holde hyppige møder og sociale sammenkomster med de højtstående nazister, og han hader hvert minut.
Imens muntrer hans promiskuøse datter, Martha, sig med de forhenværende mandfolk. Hun hopper efter tur i kanen med en tysk prins, en fransk diplomat, den daværende leder af Gestapo, Rudolf Diels, og en russisk agent. Martha er smuk, sorgløs og let påvirkelig. Ideologisk skifter hun i de turbulente år fra at beundre nazisterne til at ville hjælpe de røde russere. Hendes talrige affærer vækker naturligvis skandale i de fintfølende, diplomatiske kredse, og på højeste plan frygtes det, at hendes flirt med såvel en Gestapochef som en NKVD-spion udgør en reel sikkerhedsrisiko.
Den amerikanske journalist Erik Larson har genskabt familien Dodds år i Berlin op til krigsudbruddet ved at gennemlæse tusindvis af breve, dagbøger og dokumenter fra perioden. “I ondskabens have” er en slags dokudrama, hvor alle replikker er hentet fra disse kilder, mens den omgivende tekst kæder personer og begivenheder sammen i et dygtigt konstrueret puslespil.
“I ondskabens have” er spændende læsning og minder heldigvis mere om en roman end en historisk redegørelse. Det er sjovt at møde berømte amerikanske og tyske koryfæer ‘face to face’, og det er ikke mindre fascinerende at følge Tysklands lynhurtige skred fra demokrati til totalitært regime, mens man væmmes over den kujonagtige berøringsangst i en omverden, der kunne og burde have grebet ind i tide.