I majnattens hede Af Alice Hoffman

Det er maj i Verity, Florida, og ifølge bogens fortæller, er det noget nær det værste sted at opholde sig på det tidspunkt af året. Naturen går amok, den fugtige varme er uudholdelig, og menneskene begynder at opføre sig besynderligt. Men sådan er det hvert år i Verity, så folk tager sig ikke af, at der pludselig er skildpadder overalt, og de ved godt, at de skal passe på deres opførsel i denne mystiske måned. Romanens handling er en blanding af krimi, eventyr og en slags kærlighedshistorie: en kvinde myrdes, nogle børn forsvinder, og mennesker drages modvilligt mod hinanden i løbet af opklaringsarbejdet.

Det korte af det lange er, at der simpelthen er for mange bolde i luften til, at man som læser gider at interessere sig for dem alle sammen. Personerne virker karikerede, og derfor kommer man aldrig rigtig ind under huden på dem: den ondeste dreng, den sødeste baby, den venligste gamle dame, betjenten, der plages af fortiden og så videre. Hoffmann er kendt for at have fået det overnaturlige til at fungere i andre af sine romaner, men i ”I majnattens hede” virker englen under træet og andre lignende elementer blot forstyrrende. Det samme gælder for hendes sprog, der enkelte gange fik mig til at lægge bogen fra mig i latter: overdrevent metaforisk og poetisk. Som ren krimi kunne bogen måske have virket bedre, det er i hvert fald det element, der fik mig til at læse den til ende.

Lån bogen på biblioteket