I grunden har vi det jo godt af Finn Wiedemann

“I grunden har vi det jo godt” handler om en dreng, som vokser op i 1970’erne i en mindre fynsk by, som med en vis stolthed kaldes “Chicago”. Hans univers er et småborgerligt parcelhuskvarter – med forældrene og en ældre bror som omdrejningspunkt. Vi ser verden med drengens øjne – og følger hans udvikling, mens horisonten langsomt udvider sig: “Der er højt op til himlen, og der er langt ned til kineserne, og midt imellem bor vi”, som han siger.

Bogens tone er underfundig og humoristisk – og til tider ramsaltet. Fortælleformen er realistisk, med korte glimt af noget grotesk eller fantastisk, som kendetegner barnets sanseverden. Vi lærer alle de helt almindelige og svært sære naboer at kende – og ser hvordan den lille bys kultur er centreret omkring det store skibsværft, hvor de fleste af børnenes fædre arbejder. Det er vigtigt at være størst, stærkest og hurtigst til at finde passende øgenavne til alle i byen.

Vi hører, hvordan fortælleren optager forældrenes skænderi på kassettebånd, fordi moderen vil skilles, hvis ikke faderen begynder at støvsuge derhjemme. Vi er med på sommerferie til Harzen – med på pærerov i tidlige, klare efterårsmorgener – og med når den musikalske verden udvider sig og pigerne bliver tiltagende interessante for vores kejtede, men stålsatte fortæller.

Bogen ligger med sit personlige og autentiske portræt af et barn, en tid og et miljø, skildret gennem korte fortællinger, tæt op ad traditionen fra Dan Turells “Vangede Billeder” og Morten Ramslands “Sumobrødre”. Og som en ekstra bonus har forfatteren for hvert af årene fra 1970-79 indsat citater fra majestætens nytårstale, som sætter fortællingerne i mentalhistorisk perspektiv.

For os, der er vokset op i 70’erne, er der masser af skæve smil og fint sansede øjeblikke af genkendelse. Det var jo sådan, det var.

Lån bogen på Bibliotek.dk