I CIVIL af Amalie Smith
94
2012
978-87-02-12622-8
Amalie skriver SAMLING på omslaget til bogen, og det er nok meget dækkende. For ligesom så meget anden nutidig litteratur er ‘I CIVIL’ ikke sådan lige til at rubricere. Der er sammenhængende tekststykker, små stykker prosa, lyrik og mere essay-agtige tekster samlet i bogen.
Men indtrykket er ikke rodet, heller ikke selvom de forskellige teksttyper kommer hulter til bulter, for alle har de ét formål: At undersøge rummet. Verdensrummet, rummet mellem to elskende, rummet mellem den elskede og hans / hendes sygdom, rummet mellem barnet og dets forældre.
Med udgangspunkt i en jeg-fortæller og hans / hendes kæreste, deres oplevelser, tanker og samtaler afsøges de mulige rum, selve bevægelsen fra en tilstand eller situation til en anden.
Derudover beskæftiger en del af teksterne sig med materie, hvad adskiller os som mennesker fra sten? Fjerner vi tingenes funktion, når vi ordner det i samlinger for at bevare det for eftertiden?
Skønt hele tematikken her er afsløret er der meget mere at komme efter i ‘I CIVIL’ for teksterne er fyldt med følelser, tanker, forsøg, overvejelser og emmer af nærvær og nerve. Og som så meget anden litteratur bliver den bare bedre gang for gang.
‘I CIVIL’ foregår i privaten, men løfter sig ud i rummet. Afslutningsvis kastes lige endnu en overvejelse på banen: ‘I CIVIL’ – kan betyde ‘Jeg høflig / civiliseret / borgerlig’. Er mennesket derved blevet adskilt fra sit oprindelige selv?
Jeg skal ikke kunne sige det. Men hvis jeg en anden gang for lejlighed til at sluge og fordøje 158 gram blandet Amalie Smith, så snupser jeg den!
Det afsluttende ord får Amalie Smith:
“Din hånd lyser i mørket, da du låser gadedøren op. Jeg råber: Følelsesløshed er værre end døden! da du går op ad trappen. Samtidig accelererer den hastighed hvormed alt i universet rives fra hinanden. Rummet vokser!”
