Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning af Jørgen Kieler

I bogen med den appetitvækkende titel forklarer Holger Danske-sabotøren Jørgen Kieler, hvorfor modstandskampen var en etisk nødvendighed under besættelsen af Danmark 1940-45. Bogen er et interessant svar til besættelsesforskerne, der konstant har gjort forsøg på at indkredse begreber som passiv og aktiv modstand og heraf, hvornår modstandskampen i Danmark egentlig begyndte.

I foråret 1943 startede Jørgen Kieler i København sammen med sine søskende et trykkeri, der kopierede det illegale blad »Frit Danmark«. I efteråret 1943 var han med til redningen af de danske jøder over Øresund til Sverige. Samme efterår var han medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II og gik herefter mere direkte ind i sabotagen.

Efter to sabotageaktioner mod to værnemagerfabrikker i Aabenraa blev Kieler taget til fange af tyskerne og sat i Vestre Fængsel i København. Gestapo forhørte ham, og i 1944 blev han dømt til døden, men straffen blev senere ændret. Han blev sendt i koncentrationslejr i Porta Westfalica, og her sad han indtil foråret 1945, hvor han kom tilbage til Danmark med de hvide busser.
Skildringerne af hele dette forløb er for læseren højdepunktet i bogen. Hele besættelsestiden kommer uhyggelig tæt på.

Gradvist så Kieler, hvordan den danske regering gav efter i forhold til tyskerne. Grundloven blev tilsidesat, der var pressecensur, og der var industrielt samarbejde. Men det, han og andre borgerlige modstandsfolk især var bange for, var, at Danmark skulle blive placeret som en af Tysklands allierede efter krigen.
Samtidig opponerede de unge mod den løgn, de mente, de blev udsat for fra samarbejdspolitikernes side. Den danske regering førte en politik, der i sin logiske konsekvens førte til en kapitulation, samtidig med, at den havde forsikret befolkningen om, at det aldrig ville ske.
Jørgen Kieler og hans fæller saboterede, fordi enhver eksport eller politisk støtte var en støtte til Hitlers krigsmaskine. Og var samtidig pinligt bevidste om, at der var store problemer i at indgå et samarbejde med kommunisterne.
Med ordet »demokrati« mente modstandsfolkene i Holger Danske og kommunisterne noget vidt forskelligt. Omvendt afviser han, at mistilliden til kommunisterne skulle kunne retfærdiggøre et samarbejde mellem danske og tyske myndigheder.

Kieler anerkender, at mennesker, der er født efter besættelsen, kan bidrage med andre perspektiver og tolkningsmåder. Men han åbner også for en kritik af flere faghistorikeres konklusioner. Han afviser for eksempel, at den danske befolknings holdning til modstand skulle være lig med opportunisme og en reaktion på den militære udvikling ude i Europa.
Jørgen Kieler kan han en masse med ordene. Bogen er både en selvbiografi, en kollektiv biografi og en historisk skildring.

Lån bogen på bibliotek.dk