93
2011
978-87-02-11629-8
Det går jo ganske enkelt ikke, at en strålende bog kun har fået dårlige anmeldelser her på Bogrummet, og alene af denne grund bliver jeg til nødt til at anmelde Bjørn Rasmussens ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’.
Den 15-årige hovedperson, også kaldet Bjørn, bor på en rideskole i Vestjylland og har et forhold til sin ældre, mandlige ridelærer, der nok afviger fra de fleste (ride)lærer/elev-forhold; det er stærkt præget af s/m-aktiviteter, en form for voldsom kærlighed, og blandt andet pis i munden.
Senere i bogen tager Bjørn til København for at leve som prostitueret, og præsterer ikke så lidt:
“Bjørn rider to mænd på én gang, hans anus er umættelig, utrættelig, Bjørns lille drengefisse er et elastisk hylster, der kan kappe en lillefinger af ved roden og snart efter æde en stor behåret arbejderknytnæve og underarm uden at sprække en millimeter. Ja.”
Ligesom Bjørns røvhul, Bjørns lille drengefisse, er et elastisk hylster, der kan strækkes og nå længere end man kunne tro, strækkes ligeledes hud, seksualiteter, identiteter og ikke mindst sproget i denne bog. Huden skæres i, seksualiteter bryder med normen, sind går i stykker og det vidt(st)rækkende sprog eksperimenterer på livet løs.
Det er en vild bog på alle måder og den bør læses.