Hr. Lærer af Frank McCourt

Hr. Lærer er den tredje erindringsbog af Frank McCourt. Angelas aske er McCourts første erindringsbog i hvilken han fortæller om sin barndom. For den fik han Pulitzerprisen i 1997.

Bag på nærværende bog står der: “Hr. Lærer er charmerende, gribende og hylende morsom og må blive pensum for alle Danmarks skolelærere.”

Idet jeg er skolelærer greb jeg fluks bogen og satte mig ned for at se, om jeg kunne modtage nogle fantastiske åbenbaringer. At bogen tog mig to måneder at læse afslører nok noget om min manglende begejstring.

Frank McCourt er på alle måder en middelmådig lærer. Endskønt han efter eget udsagn hurtigt kan afkode eleverne bruger han ikke denne viden synderligt overbevisende.

“Lærere lærer også. Efter mange år i klasseværelset, efter at have stået ansigt til ansigt med tusinder af elever, får de en sjette sans om enhver der kommer ind i klassen. De bemærker de sidelæns blikke. De snuser til luften i en ny klasse, og ved om det er en ondt-i-røven klasse, eller en de kan arbejde med. De ser stille unger som skal sættes i gang, og rapkæftede som skal dæmpes ned. Af den måde en dreng sidder på, kan de afgøre om han bliver samarbejdsvillig, eller virkelig tung at danse med.”

Trods denne givtige evne er det tydeligt, at Frank McCourt ikke kan lære eleverne meget. Han formår nemlig i al væsentlighed ikke at motivere dem. Hans overlevelse i klasseværelset falder derfor tilbage på hans evne til at fortælle historier om sin barndom i Irland. Historier som han udmærket selv ved, at eleverne beder om, for at blive fri for at beskæftige sig med pensum.

Hr. Lærer er ikke dårligt fortalt, og burde måske som sådan få flere stjerner end dem jeg tildeler. Og havde bagsideteksten nu ikke givet mig så høje forventninger, havde jeg måske også læst bogen med helt andre briller, men efter proklamationen om at bogen skulle være pensum for min erhvervsgruppe, sidder jeg tilbage med ét eneste spørgsmål; Hvorfor i alverden dog det?

Lån bogen på Bibliotek.dk