Hellboy – the storm and the fury af Mike Mignola og Duncan Fegredo

Alverdens løse ender samles på magisk vis i en historie hvor Mignola vender tilbage i absolut topform.

Vi møder Hellboy og kæresten Alice i en kirke i England, da tre lig er forsvundet fra en krypt. To af de afdøde dukker hurtigt op igen, men den sidste er væk. Hellboy og Alice når ikke særligt langt i deres eftersøgning, før de påkører en halvnøgen pindsvinekriger, der er ude efter Hellboys skalp og helt klart ikke lægger fingre imellem. Et fantastisk tegnet monster, og et ditto underholdende slagsmål. Duncan Fegredo tegner i en streg meget lig Mignolas, og i dette bind har han forfinet sin metier. Han er helt oppe på siden af mester Mignola. Nogle steder næsten bedre.

Rolige passager, – for eksempel en indlevet passage hvor Hellboy åbent erkender at være tørlagt alkoholiker, afløser de stor slagsmål. Der er en vild og episk dynamik i dualiteten mellem de to yderpoler. Det første slagsmål med pindsvinemanden er ren fis og ballade, mens det sidste med den drage dronning Nimue forvandles til, er mere skelsættende. Helvedes dragen Oghdru Jahad, der egentlig var låst fast i et kosmisk fængsel kun Hellboys stenhånd kunne åbne, har fundet et anden vej ud. Nu er stenhånden overflødig og som drage-Nimue nihilistisk bemærker, hvad Hellboy end var skabt til at gøre, så er det for sent nu.

Slagsmålet med dragen fylder halvdelen af albummet og er en værdig pendant til mødet mellem Thor og Midgårdsormen.

En hel flok bifigurer og tidligere skurke passerer forbi på vejen mod Nimue, hvor Mignola sætter punktum for mange løse ender. Heksene, der ender livet for egen hånd med et reb og halsen og en tung sten i den anden ende, får på trods af en uværdig død, en respektfuld afrunding via en respektfuld fortællevinkel.

Og alt det pis omkring Hellboy som en efterkommer af Kong Arthur, bliver her taget op og afsluttet på fremragende vis. Arthur leder faktisk et slag der rydder vejen så Hellboy kan opsøge Nimue uhindret. Alt det diffuse bliver kædet sammen, og de løse ender passer helt naturligt sammen. Kong Arthurs genopståen er ligeså stærkt fortalt som Hellboys egen ‘fødsel’ i Ondskabens frø.

Slutningen er storslået og aldeles uventet. Man kan roligt sige at Hellboy taber sit hjerte.

Lån tegneserien på biblioteket