Havfruestolen af Sue Monk Kidd

”Havfruestolen” er Sue Monk Kidds anden roman, og selvom den har mange af de samme gode ingredienser som debutbogen ”Biernes hemmelige liv”, svinger den sig ikke op i de samme højder. Det er en god udviklingsroman uden de store knuder at rode med, og den læses hurtigt i store hapser. Forfatteren skriver også spirituelle bøger, og et hjælp-dig-selv ved at elske-dig-selv budskab går da også rimelig tydeligt igennem i romanen. Hovedtemaet er menneskets indre styrke, kraft eller sjæl om man vil. En styrke man kan forlægge, og som nogen ikke kan finde ind til, før deres liv foretager et dramatisk sceneskift.

Historien bygges op som en klassisk dannelsesfortælling. Jessie er i 40erne. I hendes atelier står påbegyndte kunstværker og støver til, og hendes eneste datter er just flyttet hjemmefra for at studere. Tilbage sidder Jessie med et virkelig dejligt hus og en fantastisk ægtemand gennem et par årtier, og føler sig ved siden af sig selv. Da hendes mor hakker en af sine fingre af – med vilje – pakker Jessie sin taske, hurtigere end psykologægtemanden kan nå at sige, at han gerne vil med for at støtte, og tager hjem. På barndomsøen bliver Jessie konfronteret med sin fortid, og især kommer alting til at kredse om faderen og hans alt for tidlige død. Jessie kan ikke komme ud af det dødvande, hun er havnet i, ved egen hjælp. Hun får et gevaldigt skub, da hun forelsker sig voldsomt i en Benediktinermunk.

Romanen fortælles fra forskellige synsvinkler, henholdsvis Jessies og Broder Thomas’. En enkelt gang forfalder forfatteren til også at give stemme til Jessies mand. Alle fortællere har nogle interessante lige-på-kornet-observationer, så man kan godt ignorere, at det ikke er stor skrivekunst.

Der er rigeligt med sammenfald mellem denne bog og forgængeren. En treenighed af kvinder. Et barn, der har mistet en forælder og må ud for at finde sig selv. Et relikvie at samles om. Hvor ”Biernes hemmelige liv” havde noget nødvendigt og indtrængende over sig, er ”Havfruestolen” nærmere en opsamling fra forgængeren. En art husk-nu-det-du-allerede-har-fået-fortalt. Det er okay, men heller ikke mere.

Lån bogen på bibliotek.dk