Havets hukommelse af Petra Rautiainen

Dette er Petra Rautiainens anden roman – den første var ”Sne og aske” om hvilken jeg noterede, at den havde en ufattelig smuk forside, en betagende titel og en rørende historie.

Det samme er tilfældet med ”Havets hukommelse”, bare at holde bogen i hånden vækker øm forventning i læseren.

Bogen starter i Nordnorge en gang i 1980’erne, hvor Aapa vender hjem til sin barndomsby i Finnmarken. Hendes mormor ligger for døden, og hun må få sagt farvel. Samtidig har hun fået til opdrag at lave en reklamefilm for det olieselskab, hun er ansat i, fordi hun kender den mand – Henrik – , der fandt den første olie i Norge.

Men det er ikke så nemt for Aapa at komme hjem og blive konfronteret med sit gamle land, det vækker store følelser i hende, følelser, som hun har stuvet af vejen i sine 20 år i USA. Og hvorfor er Henrik ikke begejstret for at deltage i filmen?

Bogen kører i to spor – et nutidsspor som er 1980’erne med historien om Aapas hjemkomst til Finnmarken og hendes gensyn med barndommens og ungdommens land og mennesker, hun troede hun havde glemt, men som i al den tid har tænkt på hende.

Det andet spor – et fremtidsspor, forgår 40 år senere = i vores tid. Dette uventede tidsryk gør bogen helt speciel og er på samme tid skræmmende og rørende. Hvad dette spor handler om, skal af hensyn til nye læsere ikke røbes her.

Poetiske naturbeskrivelser, skarpe menneskeportrætter, ypperlig historiefortælling og en stor kærlighed til ishavet og de arktiske områders barske og golde naturområder. En betagende langsommelighed i bogen, giver læseren tid til at få det hele med og ikke halse gennem historien. Sikke en film, der kunne blive ud af denne bog.

En bog, jeg vil bære en længsel efter at genlæse.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket