0 kommentarer

Hannibal af Thomas Harris

af d. 12. december 2016
Info
 
Sideantal

459

Udgivet

1999

ISBN

87-595-1283-0

Originaltitel

Hannibal (amerikansk) - Oversat af Jette Røssell

Udgave

1. Udgave

 

Thomas Harris har kun skrevet 5 bøger i sin karriere som forfatter siden 1975. Til gengæld har han fostret en af litteraturens mest uhyggelige karakterer: Dr. Hannibal Lecter. Denne dødsensfarlige psykopat er højt begavet, har en sofistikeret smag indenfor kunst, litteratur og madlavning og foretrækker at tilberede sine ofre til udsøgte måltider. Med andre ord, så er ‘Hannibal’ ikke for sarte sjæle, og jeg sad da også selv og væmmedes ind imellem.

FBI-agenten Clarice Starling, som vi kender fra ‘Ondskabens øjne’, deltager i en mislykket anholdelse, hvor et par betjente og en hel del kriminelle bliver dræbt. Hun bliver suspenderet fra FBI og er topnyheden i aviserne. Dette bemærker Hannibal Lecter naturligvis. Han har en svaghed for Starling og kan ikke lade være med at kontakte hende pr. brev. Det første spor af Hannibal siden hans flugt syv år tidligere. Korruptionen hersker i FBIs rækker og rigmanden Mason Verger, en af Hannibals tidligere patienter i hans psykiatriske praksis, hører om det. Frygtelig skamferet, lemlæstet og lænket til sengen pga. Hannibal, har han udlovet en dusør på 1 million dollars, for oplysninger, der kan lede til tilfangetagelse af kannibalen. Og så går jagten ind.

Filmatiseringerne af Harris’ bøger gør det nogen gange lidt svært at læse bøgerne uden at se skuespillerne for sig hele tiden. Anthony Hopkins gør det fantastisk som Hannibal og selvom Jodie Foster blev erstattet med Julianne Moore, så er det stadig Foster jeg ser for mig, da jeg læste ‘Hannibal’. Jeg har altid ment, at det var den bedste af bøgerne om Hannibal Lecter. Harris mestrer det uhyggelige og det vulgære på en måde, så man sidder og holder med Hannibal på den ene side, og samtidig ønsker ham bag lås og slå i næste øjeblik. Som en af Hannibals tidligere fangevogtere siger:

“Han fortalte mig engang, at hvis det kunne lade sig gøre, foretrak han at æde de folk, som havde været uforskammede.”

Dette uhyggelige aspekt bliver så solgt ved at skabe en endnu værre skurk, den pædofile Mason Verger, som ikke alene underholder sig med at skade børn, men som også har hygget sig sammen med Idi Amin. På den facon håber man inderligt, at Lecter vinder duellen! Harris skriver fantastisk og bogen er virkelig spændende!

Bogen adskiller sig på mange punkter fra Ridley Scotts fremragende filmatisering. Scott har nogen ting med, der ikke optræder i bogen og omvendt. Og slutningen i filmen er noget bedre end bogens, selvom om begge er ret vulgære. Harris har en flot beskrivelse af et ‘erindringspalads’, der forklarer en hel del om Lecters psyke, noget der ikke fremstilles i filmen. Har man brug for en uhyggelig bog, så er ‘Hannibal’ et godt bud, men start med ‘Den røde drage’ eller med forhistorien, ‘Hannibal vågner’, som er den sidst udkomne bog fra 2006.

Mads Mikkelsen gør det også dæmonisk godt som Hannibal i TV-serien. De første to sæsoner var mildest talt forvirrende for undertegnede, men 3. sæson var baseret på bøgerne ‘Hannibal’ og ‘Den røde drage’ og var fremragende. En meget kunstnerisk, visuel flot serie. Men igen: ikke for sarte sjæle!!

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter