384
2006
87-89900-56-1
Hai ku’ vi ikke
lyset, granerne, duften
du er meget nær
Rigtigere kan det vist ikke siges. Citatet er fra Ole Bundgaards nye digtsamling “Haiku” – en født klassiker.
Det er en usædvanlig og unik bog han har skrevet. En bog der aldrig før er set i Danmark. Her er 365 nye danske haiku, en til hver dag. Det er en slags årskalender, men meget mere end det.
Siden Hans Jørgen Nielsens introduktion til haiku i 1963 er der kommet nogle få udgivelser med disse små kortdigte. Men først med denne bog er der en samling, hvor man kommer helt tæt på danske haiku og dets mange facetter.
Bundgaards små 3 liniers gruklignende digte er fyldt med vidunderlig humor og mærkelig indsigt. De er helt enkle, så man tænker: ja sådan skal det skrives. Og alligevel mangetydige. Efter flere læsninger dukker der stadig nye lag og betydninger op.
Tag f.eks. et haiku som følgende fra bogen ”25. marts”:
Min båd har drømme
om umulige kyster
ligger ved sin pæl
Smukkere og mere klart kan længsel vel ikke beskrives.
Digtene er samtidig skrevet med et skævt og skørt syn på tilværelsen, der ofte vender verden på hovedet. Og naturen der jo er en væsentlig ingrediens i haiku er skildret stærkt og indfølende, men også med sans for det groteske. F.eks. et haiku som det fra ”31. juli”:
I den tunge nat
søger myggene lyset
brændt barn sky’r intet
Og det morsomme med et haiku fra ”5. maj”:
Klap gællerne i
si’r muslingen og strammer
skallerne om vand
Bundgaard har været 43 år undervejs med denne bog, det både mærker og mærker man ikke, digtene er vellagrede og samtidig helt unge og friske. Bogen er fyldt med underfundige betragtninger, stor livsvisdom og erfaring, samtidig er det en vidunderlig humoristisk og sprællevende bog. Se et haiku som dette der er fra ”5. oktober”:
Med hus på ryggen
skynder sneglen sig langsomt
den skal ikke hjem
Desuden er denne samling smukt boghåndværk. En bog man kan læse igen og igen, et enkelt digt hver dag eller flere. Det er helt klart en født klassiker. Den er hermed anbefalet.
Lad mig slutte af med følgende universelle haiku fra ”2. juni”.
Koen på marken
gumler på det grønne græs
og evigheden