Gruppen af Christie Tate

Nogle af de bedste bøger, er dem, der ændrer vores opfattelse af, hvem vi selv er.
Jeg er ikke sådan én, der læser virkelighedens verden! Og dog kommer Gruppen snublende nær denne genre.

Christie Tate er bogens forfatter. Hun er også bogens hovedperson, og gør med inskriptionen klart, at bogen er selvbiografisk.
I bogen beskriver hun, hvordan hendes terapeut og forskellige gruppemedlemmer via utallige timers terapi gradvist ændrer hendes selvopfattelse og derved gør det muligt for hende at indgå i ægte venskaber og kærlighedsrelationer.

Hendes terapeut har en for hende utraditionel tilgang til terapi, og til, hvad der i sidste ende skal til, for at gøre Christie i stand til at nå sit mål: Et ægte forhold til andre mennesker.

“I børnehaven stjal jeg småkager fra snackdåsen. I Thanksgivingweekenden, tredje år på high school, spiste jeg i smug det øverste lag af en pekannøddetærte. Jeg havde stjålet mad fra hver eneste roommate, jeg nogensinde havde haft. Selv da jeg var i behandling, gav jeg slip på opkastningerne, men jeg beholdt mit hemmelighedskræmmeri. Og en udgave af overspisningen.
“Jeg forsøger ikke at holde dig fra at spise æbler”, sagde dr. Rosen. “Spis så mange, som du har lyst til. Æblerne slår dig ikke ihjel; det gør hemmeligholdensen. Og pointen er …..” – han lænede sig mod mig og sænkede stemmen – “….hvis du kan lukke denne gruppe ind i dit forhold til mad, så vil du komme tættere på at kunne have intime forhold. Du kan begynde med Rory.”
Jeg så på Rory og forestillede mig at fortælle hende om hver eneste bid, jeg puttede i min mund. Hele min krop spændte op, mest af frygt, men også af håb. Her var en mulighed for at blive set i det rod, mine spisevaner var, noget, som jeg aldrig rigtigt før havde tillade mig selv. Det var ikke en kæmpeoverraskelse, at mine madudfordringer og forholdsproblemer kom fra de samme ødelagte dele i mig. Men det overraskede mig, at dr. Rosen forstod det. Paula D. havde ikke set det, og dengang kastede jeg ovenikøbet op.
“Vil de kurere mit æbleæderi at ringe til Rory?”
“Du har ikke brug for at blive kureret. Du har brug for et vidne.”
Jeg ville kureres. Æbler var dyre.”

Gruppen er trods indholdet en opløftende bog. Det er selvsagt en reel bekymring og hindring for mange, at der i hvert fald for Christies vedkommende, skal så mange gruppesessioner, før hun reelt er i stand til at have reelle relationer til andre mennesker. Det er mange penge, hun skal tjene for at blive helbredt, Men ikke desto mindre lykkedes det. Det lykkedes, fordi hun mødte en terapeut, der forstod, at det hun i virkeligheden havde brug for, var at blive set med alt hvad hun indeholdt. Alle de ting, der i virkeligheden fyldte hende med skam og selvhad. Set, og alligevel mødt med kærlighed og omsorg.

Christies problemer har ikke så meget rod i, hvad andre mennesker tænker og mener om hende, men måske snarere, hvad hun selv tror at andre tænker, hvis hun åbner op for, hvem hun er, og hvilke udfordringer hun har. Problemstillingen er evigt aktuel, men jeg kan ikke lade være med at komme med et indspark; for måske er den ekstra relevant i forhold til de mennesker, som tror at de skal leve det perfekte liv og vise det frem på diverse sociale medier.
Gud ske lov at vi nu som samfund er begyndt at være opmærksomme på, at det er vigtigt at blive set med ALT hvad vi indeholder, også det mindre perfekte.
Lån bogen på biblioteket