Granit af Toril Brekke

Toril Brekke forstår at udnytte den effekt, som jeg synes, er slægtsromaners styrke: et helt liv presses ned i en bog, og alle handlinger og følelser opleves meget stærkt, når tiden ikke er der til at sløre hukommelsen.

Romanen virkede ikke så troværdig på mig, da jeg begyndte læsningen. Hovedpersonen Anton var lidt for charmerende krølhåret, og virkede lidt for ligegyldig. Men senere i handlingen, da Anton gifter sig, begynder han at vise en anden side af sin personlighed. De praktiske gøremål der følger med, da børnene begynder at komme, gør at Anton jævnligt irriteres og bliver fjern. Dog glæder han sig stadig over sin kones barnlighed og livfuldhed, og hjemmet og ægteskabet er i de første år varmt og givende.

Men Antons kone, Lina, begynder efter nogle års ægteskab at opføre sig “voksent”. Hun forsøger bevidst at ændre sig, da hun tror at Anton vil få større respekt for hende. Hun fjoller ikke længere, og erstatter sit farvestrålende tøj med en mørk, lang nederdel og tørklæde om håret. En beklædning som er passende for en gift kvinde på denne tid, men som Anton IKKE holder af. Lina kommer til at ligne Antons mor, der i hans barndom ofte og uforudsigeligt afstraffede ham, fordi han afslørede hendes utroskab med sit udseende. Både Anton og Lina begynder at spekulere over skæbnen overfor valget; de blev oprindeligt gift på grund af en skæbneforudsigelse fra Linas bedstemor. Og da Anton som midaldrende forelsker sig, sætter det tanker i gang både hos hovedpersonen og læseren.

“Granit” er i den grad stemningsmættet, og når sidste side er læst, sidder man med en masse blandede følelser, og en lyst til at kritisere handlingerne, som romanens personer foretager. Derved dukker spørgsmålet op: hvordan ved man om man handler rigtigt, og hvad er et godt liv?

Lån bogen på Bibliotek.dk