Gidsel af Clare Mackintosh

Efter flere anmeldelser med indhold som: ”utrolig god, vildt spændende, en fantastisk læseoplevelse, man sidder med hjertet i halsen og bider negle” sidder jeg tilbage med en følelse af, at det må være en anden bog, disse læsere omtaler. Jeg synes historien er for konstrueret og utroværdig. Mange af disse anmeldelser kommer fra forfatter-kollegaer, hvor det efterhånden er sådan, at hvis jeg roser din bog, roser du så min?  Kan denne uskik ikke holde op?

Kort fortalt er det historien om nogle miljøaktivister, der kaprer et fly og giver en stewardesse et skrækkeligt valg: red dit barn eller red alle ombord på dette fly.

Et ganske spændende plot, bortset fra, at historien er for flad. Man kommer ikke ind under huden på personerne, og det føles som om, man ser det hele lidt fra oven. På intet tidspunkt følte jeg dilemmaet – hvem ville jeg selv redde. Et retorisk spørgsmål, for ved katastrofer er der flere eksempler på, at enhver redder sig eget skind. Trist men sandt.

Bogen er bygget sådan op, at vi først lærer Mina, der er stewardesse og hendes familie at kende. Det går ikke helt så godt mellem hende og hendes mand, måske har han haft en affære med barnepigen? Mina er i hvert fald ved at trække sig ud af forholdet, da hun får byttet sig til en prestigefuld tur til Australien. Det skal vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Undervejs på flyet får hun en besked om, at flyet ikke skal nå sin destination: Hun får valget mellem at hjælpe flykaprerne med at komme ud i cockpittet eller hendes datter vil dø.

Mens vi følger kapringen i luften og lærer flere af passagerne at kende, ikke under navn, men under deres sædenummer – f.eks. Passager 17F (jeg var ret begejstret for det kunstgreb), bliver hendes mand og datter taget til fange i deres eget hjem, og hun kan over radioen følge gidselsituationen. De vil kun overleve, hvis Mina makker ret.

Uden at røbe for meget af plottet, får skurke og helte ting til at ske i luften, og en 5-årig pige redder sin fars liv,  og selvom ikke alle lever lykkeligt til deres dagens ende, så snip-snap-snude, så er den historie ude.

Jeg behøver ikke læse mere af Clare Mackintosh – der mangler noget neglebidning, noget rykken sig ud på stolen og der er for mange usandsynligheder til at historien går ind hos mig. En thriller er det ikke. Men en strandkrimi.

Sorry.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket