Gennem en hinde af is af Maria Lundborg
300
2018
9788743005117
En rigtig flot debut af en forfatter jeg håber vi får lov at læse mere af, udgivet på et af de mange små forlag der udgiver med hjertet og ikke med bundlinjen på Excel-arket.
Anne forsøger at finde sin voksne søn, Thomas. Han har slået hånden af hende. Hendes søgen bringer hende til Indien, smalle gyder i Varanasi, en nat hos en gæstfri indisk familie og et hospital i Mysore. Men den bringer hende også tilbage i tiden til de livsvalg, hun traf, fra hun fik Thomas.
Overordnet rejser “Gennem en hinde af is” problematikken omkring det at være karrieremennesker og forældre. Hvis vi gennem vore børns opvækst i større eller mindre grad har valgt at nedprioritere dem til fordel for vores arbejde, risikerer vi så at de slår hånden af os fordi de dybest set ikke mister noget ved det? Kender vi dem egentlig den dag de bliver voksne og skal stå på egne ben?
Det er store og farlige spørgsmål Maria Lundborg rejser i sin debut. Men også store og vigtige spørgsmål som vi bliver nødt til at forholde os til. Det er modigt at kaste sig i lag med emnet, men rigtig godt at hun turde. Med et emne som dette, kunne der meget let komme en 300 sider lang løftet pegefinger ud af det, men det gør der ikke. Maria Lundborg fortæller historien om Anne og Thomas som den er, men overlader det til læseren at forholde sig til bruddet mellem de to, og det fungerer rigtig fint.
Lundborg skriver ganske enkelt fremragende. Hun fortaber sig ikke i lange svulmende sætninger og miljøbeskrivelser, men skærer ind til benet, ind til det der er det virkelige problem. Sætningerne er oftest ultrakorte, ja, mange steder er det lige før vi kun får nogle stikord at arbejde med. Men trods sætningernes stramme konstruktion, mister forfatteren aldrig sin læser. Der er det der skal være, og resten er op til læseren. Der er ikke mange der kan skrive på den måde og slippe godt fra det, men Maria Lundborg kan. Når forfatteren på den måde stort set kun tegner en skitse af historien, bliver der det mere plads til læseren i den. På den måde bliver jeg “medforfatter” af bogen, og det bliver min bog. Derfor kan jeg mærke personerne tydeligt, føle med dem, grine med dem, græde med dem, og have ufattelig lyst til at slå dem (især Anne) i hovedet med noget hårdt. “Gennem en hinde af is” rører og berører mig. Ganske enkelt.
Bogen indeholder passagerer af større eller mindre omfang, der er meget poetiske og virkelig flot skrevne. Anne drømmer meget, og har i perioder svært ved at adskille drøm og virkelighed, og det beskrives flot og opleves lige så rodet (positivt ment) som Anne må opleve det.
Gennem hele bogen ved jeg godt hvordan den bør ende – og at jeg vil hade det hvis den ender sådan, for det vil være for letkøbt. Men for Maria Lundborg er der ikke noget der er letkøbt, og bogens slutning står ekstra troværdig, samtidig med at den giver mig masser af plads til at brygge videre på hvad der siden skete.
En flot debut, og jeg håber meget at Maria Lundborg har mange flere bøger i sig.
