32
2008
87-562-6910-2
“Gamle fru Glad og hendes hund” er en genudgivelse af den efterhånden klassiske billedbog fra 1974. Den relanceres i anledning af Ib Spang Olsens 87 års fødselsdag i år.
Historien er oprindeligt en remse “The comic adventures of Old Mother Hubbard and her dog” skrevet af englænderen Sara Catherine Martin (1768-1826), og som derefter er gendigtet af den svenske børnebogsforfatter Lennart Hellsing (1919-).
Ib Spang Olsen bygger sin tekst på Lennart Hellsings version af den gamle remse, og Ib Spang Olsen har også illustreret teksten med sin vanlige poetiske og fabulerende streg.
Historien handler om gamle fru Glad, hvis hund dør af sult, begraves og opstår igen på utroligste vis. Herefter udfolder hunden sig på sin egen måde, mens gamle fru Glad køber ind, går til frisør, tandlæge og skrædder. Hunden går selv i bad, laver akrobatik og rister kager. Til sidst danser gamle fru Glad ud i natten og op mod fuldmånen, mens hunden ser til fra terrassen.
Teksten er på en gang vrøvlende og fremskriver samtidig et i børnelitteraturen velkendt univers, hvor den voksne foretager sig alle de hverdagsagtige og prosaiske ting, og hvor barnet (eller her hunden) laver sjov og ballade.
Tegningerne tilhører den illustrative linje, hvor de ikke blot er en gengivelse af det teksten fortæller, men skaber og udtrykker sine egne fantasifulde rum. Farverne er støvede og stregen er sort og spinkel.
For barnet er der mange små ting at få øje på i billedet: en pige, der kigger ind af vinduet, en madame blå kaffekande, en gammeldags suppeterrine, lækre kager og små dyr, der titter frem.
Det er en meget, meget smukt illustreret bog. Men det kan ikke undre.
Den kan fint højtlæses allerede fra 3 år.