Fru P: en omvendt roman af Jess Ørnsbo

Undertegnede bryder sig ikke om (forstår ikke, værdsætter ikke) lyrik. Bogen påstår at være en roman, og det er muligt, den KAN karakteriseres som så. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ellers ville karakterisere den som, men ‘roman’ er ikke den beskrivelse, der falder mig først ind.

Vi følger et uoverskueligt antal beboere i et pensionat i efterkrigstidens provins med pensionatmutter og hendes søn som hovedpersoner. I sig selv et oplæg til en rigtig god bog med forskellige typer og mulighed for nogle bidende personkarakteristikker.

Desværre for min forståelse af bogen går personerne, miljøet og handlingen fuldstændig tabt i en mærkelig kunstnerisk genre, jeg ikke kan kalde andet end monolog-knækprosa-assosiationsrække uden fast afsender. Bogens forskellige personer (de fleste uden navn) skiftes til at være fortæller, men udelukkende gennem tankerække, indre monolog og dialog med ukendt anden og ukendt afsender. Det forventes af læseren, at denne gennem forståelse af personernes forskellige måde at tænke på kan regne ud, hvem der nu taler/tænker.

Den slags ansporer på ingen måde min nysgerrighed, men giver mig tvært imod bare lyst til at lægge bogen væk for altid med et opgivende, irriteret suk.

Bogens lidt for kunstneriske form kommer bl.a. til udtryk ved, at bogens første side, der er en miljøbeskrivelse, gentages flere gange i bogen. Tilsyneladende uden nogen grund.

Måske er det mig, der har misforstået det hele, men jeg sidder tilbage med en ubændig trang til at råbe: ‘Jamen, han har jo ikke noget tøj på!’

Lån bogen på Bibliotek.dk