262
1993
87-7724-328-5
Frost at Christmas
1.udgave
I strømmen af engelske krimi-serier er det en smagssag om man er til den bondesnu Barnaby, den komplekse Morse eller noget helt tredje. Når hovedpersonen i ‘En sag for Frost’ fremstilles af den lille gnavpot David Jason, er undertegnede dog helt solgt.
Den danske udgave af R.D. Wingfields bøger prydes da også af diverse stillbilleder fra TV-serien, men hvis man håber på noget af atmosfæren fra de sene aftener i selskab med Frost, Mullett og Toolan kommer man let til at savne den gemytlighed, som præger filmatiseringen.
I denne bog er problemet en forsvunden skolepige, men eftersøgningen resulterer i fundet af skelettet fra en gammel forbrydelse, og snart har den i forvejen temmelig ustrukturerede Jack Frost langt mere om ørerne end han kan overskue.
Handlingen peppes gevaldigt op af Frosts alt andet end passende kommentarer om dette og hint, og det er altid skægt, når “hornbrille-Harry” (= Mullett) står for skud. På den anden side, er der ind i mellem tendens til at opklaringsarbejdet træder for meget ud af fokus, og så sidder man som læser og bliver lidt ligeglad med, hvordan mysterierne løses.
Der er mange gode takter i denne første del af serien, men både sproget og balancen mellem plottet og de øvrige hændelser har ikke rigtig fundet sit leje endnu. “Frost ved juletid” er bestemt en gedigen krimi, men TV-serien er dog langt bedre.