Frøken Smillas fornemmelse for sne af Peter Høeg

Man skal ikke læse mange linjer i Peter Høegs opfindsomme krimi før det står klart hvor Stieg Larsson fandt inspirationen til sin Lisbeth Salander. Den aparte Frøken Smilla alle Salanderes stammoder: En 37-årig herboende grønlandsk kvinde, med speciale i glaciologi (hun ved alt om is og sne – deraf ‘fornemmelsen’). Altid fornemt klædt på, som det hørte sig til for en dame i de finere kredse i gamle dage, dog – fin på den er hun absolut ikke. Hun er født og opvokset i Grønland, moren var indfødt og hendes far Moritz en tilrejsende dansk videnskabsmand. Som barn stak hun af utallige gange fra diverse danske institutioner, og en enkelt gang nåede hun helt til Grønland, før hun blev halet ‘hjem’ til Danmark igen. Hun lever i selvvalgt ensomhed, kun den grønlandske dreng Esajas får lov at komme tæt på hende. Men Esajas dør, han springer ud fra boligblokkens tag. Frivilligt, mener politiet, men Smillas fornemmelse for sneen på taget hvorfra Esajas sprang, siger noget andet. Smilla læser sneen som indianske førere læser skovbunden.

Lad os dvæle lidt ved Smillas far Moritz. Her er en selvcentreret og vanvittigt excentrisk retspatolog, med fine fornemmelser og et enormt ego. Men stadig med en evig kærlighed til sin afdøde kone, en kærlighed der nu projiceres eller forstærkes over i Smilla. Uproblematisk er forholdet mellem de to ikke: “Set udefra er vi far og datter med masser af vitalitet og overskud. På nærmere hold er vi bare en banal tragedie fordelt over to generationer.”  Desværre er den excentriske Moritz kun med i første del, da først handlingen bevæger sig ud på havet, skiftes alle bifigurerne ud, for historien er delt i tre: Først er etableres krimigåden i ‘Byen’ København i bedste støvet-detektiv-stil, men med Peter Høegs opfindsomme tilføjelser i form af den geniale hovedperson samt en skrivestil der ikke lefler for laveste fællesnævner – uden på nogen måde at kunne kaldes opstyltet. Det her er en krimi for folk der kan lide at læse, og vil have noget at tænke over. Høeg inddrager forskellige videnskabelige og filosofiske betragtninger når det passer ind i fortællingen, det gør afgjort bogen længere, men det er også det der skiller den ud fra rosset.

Anden del foregår på ‘Havet’. Andre læsere har skrevet at den del intet har med plottet at gøre, men den påstand er helt hen i hegnet. Smilla jagter en morder, og alle spor peger i retning af en aktuel grønlandsekspedition, så hun tiltusker sig en kahyt ombord på forskningsskibet Kronos. Nu begynder alle ombordværende at opføre sig mistænkeligt, ganske som i en typisk bog af Alistair Maclean hvor helten er fanget omborg på et kæmpe skib og der sker mystiske ting.

Til slut er vi på ‘Isen’, hvor det videnskabelige i plottet for alvor blotlægges. Det er ikke en typisk krimi, lad os sige det sådan.

Der er med Smilla lagt op til et andet slags bal, end det krimiforfattere i starten af 90’erne ellers kunne byde på. Ikke kun i plottet og dets afvikling, næh, Høegs tekst vil mere end den klassiske krimi. Den er ikke svært tilgængelig, men læsere at en gængs femikrimi vil nok hurtigt få pip. Høeg (eller Smilla) er ikke bleg for at forklare forskellige videnskaber (f.eks kendetegn på typer af sne), og man skal sgu være en stivstikker for ikke at finde de videnskabelige forklaringer spændende. Det er en fantastisk handel for læseren: man bliver underholdt og oplyst undervejs.

Linket herunder er til læs-let udgaven, da det ikke ser ud til at bibliotekerne har den ‘rigtige’ udgave. Tag og spørg på biblioteket efter bogen.

Lån bogen på biblioteket