313
2015
978-87-7159-372-3
Mads Nygaard er ikke en af de mest kendte danske forfattere, og det er virkelig en skam. Han har indtil videre skrevet fem romaner og fem billedbøger. Mads Nygaard skriver om mennesker, der på den ene eller anden måde er udfordrede i livet og har svært ved at finde sig til rette, men i Nygaards bøger får de fleste i det mindste en chance for et godt liv. Så er det bare spørgsmålet, om de kan finde ud af at gribe sådan en chance. Sådan er det også i romanen ”Frø”.
I første afdeling af ”Frø” følger vi den indelukkede frømand Fritjof. Han er på opgave i Hirtshals og møder landmandsdatteren Solveig på den lokale bodega. Solveig har kun ét ønske i livet – at komme væk fra Hirtshals. Hun har læst i avisen at frømandskorpset skal på øvelse i Nordjylland og har på forhånd bestemt sig for, at den frømand der er afbilledet i avisen, skal være hendes billet ud derfra. Nærmest mod sin vilje lader Fritjof Solveig flytte ind i huset på Sjælland. Men Fritjof og Solveig er et særdeles umage par. Ingen har nogen sinde overvejet at lære dem hvordan man udvikler og passer på et forhold. I særdeleshed ikke den omsorgsvigtede Fritjof, der er vokset op med en mor, der havde et meget mere nært forhold til alkohol end til sin søn. Fritjof og Solveig tærer voldsomt på hinanden, og der tegnes et præcist og nøgternt billede af, hvor trist et forhold er, når parterne ikke formår at åbne op over for hinanden. Og heller ikke aner hvordan man giver noget af sig selv.
I anden del af romanen er fortælleren Fritjof og Solveigs ulideligt neurotiske forfattersøn, Svend. Han er vokset op med en mildest talt fraværende far og en rastløs, stadig mere drikkende mor, der nu føler sig lige så kvalt på Sjælland som hun gjorde i Hirtshals. Ingen af forældrene fatter hvad der foregår inde i barnets hoved, og atter vokser et barn op i følelsesmæssig armod. Men måske har Svend alligevel hvad der skal til for at bryde den sociale arv. Med lidt hjælp fra en stærk kvinde..
Parforholdet mellem Fritjof og Solveig, landbrugsmiljøet, miljøet omkring frømandskorpset og det lokale værtshus beskrives grumt, humoristisk og med et fantastisk levende sprog. ”Frø” er ikke en roman for folk der har det bedst, når tingene har fået et ordentligt lag glasur og der er garanti på en happy ending. For ligesom der ude i det virkelige liv kan gå seriøst koks i folks liv, er alle forudsætningerne også til stede i ”Frø”.