Fred og Ro af Ane-Marie Kjeldberg

Romanen er en rejse i stemninger. Lyse og mørke, dystre og håbefulde, lystne og skrøbeligt sarte. Man følger med, man ånder med, man krummer tæer og man river sig i håret over, at de hovedpersoner dog ikke kan finde ud af det. Det er til at skrige over.

Lad være med at læse denne roman, hvis du leder efter hurtige krimier eller thrillere. Eller himmelråbende morsomheder for den sags skyld.
Men hvis du er klar til at tude over, hvordan mennesker i den bedste hensigt kan forpeste hinandens liv, fordi de ikke kan tale sammen, så er denne bog lige noget for dig.

I et umanerligt varieret og smukt sprog beskriver forfatteren den unge Miriams indtog i en mindretalstysk familie i Sønderjylland og de efterhånden mere og mere absurde handlinger, der udspinder sig i husene bag de grønne hække og som kulminerer i hændelser, som i starten ville føles ganske utænkelige, men som til sidst nærmest står som den mest naturlige konsekvens af forløbet. Muligvis finder nogle af hovedpersonerne ro til sidst, men prisen er høj, og som læser kan man ikke lade være med at tænke: Den sidder der endnu, splinten.

At en bog beskriver en ung piges kvaler med svigerfamilien, er ikke første og næppe heller sidste gang, men det, der gør denne bog speciel, er måden, hvorpå glidebanen beskrives. Den ene lille ting tager – og overgår – den anden. Og altid i den bedste mening. Grænserne for, hvad der er ret og rimeligt, stilles ikke kun på prøve hos bogens hovedpersoner.
Måske kunne det hele have fået en bedre ende, hvis ikke der havde været det altoverskyggende ønske om at holde den glatte facade.
Ønsket om ‘Fred og ro’.

Lån bogen på bibliotek.dk