386
2024
9788797480052
FROM PUNK TO MUNK - A MEMOIR
Oversat af Jester Frydenlund
Ray er sanger i et punkband. Men han er også et meget spirituelt menneske, som søger en dybere mening med livet. Han og vennen og bandmedlemmet har fundet deres religion:
“Jeg satte pris på den enkle glæde og tillid, Porcell besad. Vi delte en dyb, iboende følelse af pronai – en tillid til, at hele universet arbejder til din fordel, hvis du gør noget godt for universet. Uden nogensinde at hale italesat det, så var det vores religion.”
Bandlivet er udfordrende for Ray. Han tror på noget mere og større end musikken. I et forsøg på at frigøre sig fra sin materielle afhængighed begynder han at smide sine egne LP’er ud til publikum under koncerter. Han vil være en fri fugl. Selvom bandets øvrige medlemmer lige som Cappo selv hverken ryger, drikker eller spiser kød, er der noget der mangler for Cappo, han har et tomrum inden i, som hverken fans eller musik kan fylde ud, og derfor drager han uden varsel til Indien, på et tidspunkt der er meget uheldigt for bandets karriere. Ray vælger sig selv og sin åndelige udvikling.
I Indien møder Ray mange åndelige lærere og han skildrer indgående samtaler om møder med de mennesker, der var så vigtige for hans udvikling. Han ændrer sig, vælger musikken fra for en periode, idet ønsket om at løsrive sig fra den materielle verden og fra behovet for succes og anerkendelse ikke er foreneligt, med det selvbillede han ønsker at leve op til.
Fra punk til munk: erindringer er en meget interessant skildring af et enkelt menneskes spirituelle udvikling. Ray Raghunath Cappo er hudløst ærlig i beskrivelsen af personlige tanker og oplevelser og han fremstår som et åbent, sympatisk ungt menneske, der søger at finde en alternativ vej i en verden, der er optaget af det man kan se, med det blotte øje.
Bogen er generelt meget velskrevet, og især personbeskrivelserne og miljøbeskrivelserne er interessante og umiddelbart tilgængelige for mig som læser. Det religiøse, ikke det spirituelle, aspekt er dog vanskeligt tilgængeligt, og Ray har en del omfattende referencer til buddhistiske skrifter. Det fjerner desværre fokus fra det overordnende fokus og kommer til at virke som en for mig unødvendig hæmsko. Heldigvis er de andre aspekter af bogen medrivende nok til at jeg kunne lade den let belærende refereren til gamle, svært tilgængelige tekster glide i baggrunden og koncentrere mig om Ray Raughunaths udviklingshistorie.