654
2016
978-87-7973-781-5
Forsoning, Fortælling om en familie
1. udgave, 1. oplag
I de senere år er autofiktion blevet en særdeles populær genre, og især fortællinger der kredser om opgør med en faderfigur har haft tendens til både at høste gode anmeldelser og sælge ganske pænt ude hos landets boghandlere.
Man kunne fristes til at spørge om vi ikke snart har fået nok at denne konstante og til tider konstante udstilling af forfatterens indre dæmoner.
Undertegnede anmelder har ikke fået nok, jeg holder nemlig af denne litterære genre og finder det spændende at læse om andre menneskers tilværelse, især når bogen er både velskrevet og spændende.
Journalist og forfatter Aydin Soei har med ”Forsoning” skrevet en autofiktiv bog om sin opvækst i Iran, Sovjet og Avedøre indtil livet forandres for den lille familie.
Aydin Soei er født i Iran af forældre der var kommunister, eftersom denne ideologi ikke var velset i Iran var familien tvunget til at flygte, først til Sovjet, der ikke viste sig at være et arbejderparadis, senere kom familien til Danmark som flygtninge, hvor Aydins lillebror bliver født.
Familien har få penge da de er på kontanthjælp, bl.a. fordi faderen ikke har nogen uddannelse og derfor vanskeligt kan finde et job i gennemorganiserede Danmark. Som om det ikke var nok er faderen også ekstremt voldelig overfor både konen og Aydin ligesom faderen tillige er psykotisk, oplever sig forfulgt af alle, hvilket skaber en barndom fuld af frygt og had til faderen.
Efter nogle turbulente år med tæsk, ophold på krisecentre og lettere problemer i skolen kammer det over for faderen, der i sit vanvid slår en anden eksil-iraner, Babaali, ihjel. Babaali er far til en af Aydins bedste skolekammerat, og familierne skal nu gennemleve sorgen ved at have mistet en far og skammen ved at føle sig stemplet som ”morderens søn”.
Efter afsoning udvises Aydins far til Iran, men fred bliver der ikke, for skammen hænger ved og de psykiske skader efter årelang vold skal også bearbejdes.
”Forsoning” er fortællingen om en turbulent og hårdhændet opvækst, men er i lige så høj grad fortællingen om tilgivelse og om at bevæge sig videre ud i en verden man føler sig fremmed i.
”Forsoning” er en ærlig og vedkommende bog, der trods sine svimlende 654 sider fastholder læserens interesse fra start til slut.
Bogen er dels skrevet fra Aydin Soei´s synsvinkel, dog krydret med kortere kapitler, hvor hans mors oplevelser af begivenhederne udfoldes. Enkelte korte kapitler fremstår som korte breve til Aydin Soei´s søn, der skal lære familiehistorien at kende. De skiftende fortællevinkler krævede tilvænning, og jeg fandt dem irriterende i starten.
Jeg fandt bogen velskrevet, relevant og spændende i al sin gru, og det var en øjenåbner for mig at læse om hvordan børn oplever at vokse op i en dysfunktionel familie og om hvor svært det kan være at lægge fortiden bag sig.
Denne bog skal læses og jeg kan kun opfordre andre til også at anskaffe sig dette vigtige mammutværk, der giver et indblik i et miljø, der er fremmed for de fleste af os.
Bogen kan ikke lånes på Bibliotek.dk