374
2004
87-7955-293-5
Resolution
Hvis jeg blev foreslået at læse en trilogi med op til flere alkoholikere blandt hovedpersonerne, ville jeg nok betakke mig. Men har man først mødt Maureen O’Donnel, og hun drikker igennem, så kan man ikke længere holde problemerne køligt fra livet. For selvom Maureen er gået i forældrenes fodspor og starter dagene på sprit, så er man som læser fortvivlende indforstået med de skridt, hun tager.
“Forløsning” er en fremragende treer, der ikke efterlader nogen løse ender og som forstår at præsentere slutningen, så den virker logisk og rigtig for læseren, der nu er lige så afhængig af Maureen, som hun af glemslen. Det er ikke til at se en udvej for Maureen i “Forløsning”, men efterhånden kan man heller ikke se, hvorfor hun skal blive ved med at have det så dårligt.
“Forløsning” er afsluttende – og virkelig forløsende – bind i trilogien om den miljøskadede og umulige skotte Maureen, hendes venner og familie. Det begynder at ligne den endelige afslutning i mere end en forstand. Maureens far, Michael, er tilbage i Glasgow. Hendes søster venter barn, og viser hvad hun mener om faderens påståede overgreb på Maureen ved at holde tæt kontakt til ham. Maureen drikker stadig tættere, mens retssagen mod den meget grimme skurk fra “Garnethill” og “Eksil” nærmer sig. Politiet opfører sig som sædvanligt på grænsen af det skurkagtige, og veninden Leslie bølger ud og ind af sit forhold til den slappe Cammy. Maureens liv er til rotterne. Billedet af søsterens ufødte barn og Maureens fader i samme stue er mere end hun kan klare, og tankerne kredser stadig mere sort om at få faderen af vejen. Den for Maureen naturlige blanding af at fokusere på alt andet end hendes egne problemer og verdens tendens til at aflevere nye i hendes lommer slår selvfølgelig igennem igen. Hun bliver rodet ind i en affære med østeuropæiske prostituerede, som holdes under slavelignende forhold. Endnu engang er beskrivelsen af de forråede kriminelle så skræmmende, at man er helt glad for, at Maureen ofte er alt for skide fuld til at opdage, nøjagtig hvor koldt der er.
“Forløsning” er tredje del af trilogien om Maureen O’Donnel.