0 kommentarer

Forfulgt af Mahtob Mahmoody

af d. 8. juli 2015
Info
 
Sideantal

360

Udgivet

2013

ISBN

978-87-12-05117-6

Originaltitel

The Needful Threads

 

De fleste mennesker har enten læst “Ikke uden min datter”, eller i det mindste set filmen, der er baseret på bogen. Bogen er fortællingen om den amerikanske kvinde Betty, der gifter sig med en iransk mand, Moody, som hun får en datter, Mahtob, sammen med. Under en ferierejse til mandens hjemland beslutter manden at holde sin kone og lille datter fanget i Iran mod deres vilje, men efter 1½ år lykkedes det for mor og datter at flygte hjem til USA, hvor de forventede at kunne leve i frihed.
I dag er datteren Mahtob blevet voksen, og i bogen “Forfulgt” fortæller hun sin egen historie om hvordan livet har formet sig for hende og hendes mor efter de omsider fik mulighed for at vende tilbage til USA.
Mahtob beretter om hvordan det opleves som 4-årig, at se sin mor blive gennemtævet så blodet sprøjter, hvordan det opleves at blive adskilt fra sin mor, at se faderen true med at slå både Betty og Mahtob ihjel – og ikke mindst om hvordan det føles at være fanget i en magtesløs situation.
Omend det var en lettelse at komme hjem til USA var der ikke fred, for Betty og Mahtob levede i konstant frygt for, at Moody ville virkeliggøre truslen om, at hvis det lykkedes at flygte, så ville han bruge resten af sit liv på at jagte dem for at slå Betty ihjel og kidnappe Mahtob tilbage til Iran.
Mahtob fortæller om en barndom, hvor hun i starten nærer intenst had mod sin far, hvordan hun reagerer når faderen eller en af hans håndlangere forsøger at kontakte hende – og ikke mindst om hvordan hun formår at få en almindelig hverdag med uddannelse, arbejde og venskaber op at køre, selvom hendes barndom var turbulent.
“Forfulgt” er en bog, der er let og hurtigt læst, og selvom bogen næppe vinder en Nobelpris er det alligevel en sært livsbekræftende bog om at fokusere på de positive ting i tilværelsen – om ikke at give op, for ellers har det onde vundet over en.
Sprogligt set er bogen ikke den helt store hurra-oplevelse, men det gør ikke noget, for der er tilpas spænding og godt indhold i bogen til, at opveje for dette.
“Forfulgt” er en læseværdig bog om selvopholdelsesdrift og om menneskelig styrke, som godt kan tåle at blive læst – bogen er ideel til et par dage i sommerhuset, så jeg vil blot sige god læselyst.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter