0 kommentarer

Forbryder af Karin Slaughter

af d. 9. april 2013
Info
 
Sideantal

493

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92639-93-6

Originaltitel

Criminal

 

Lad mig straks indrømme, at det er delvis selvforskyldt, at jeg ikke fik det fulde udbytte af bogen. Jeg har ikke læst de foregående bøger i serien, og kendte derfor ingen af personerne i bogen, hvilket var en stor ulempe. Der er rigtig mange personer at holde styr på, og det forudsættes meget naturligt at man ved hvem de er – jeg ville også blive irriteret, hvis jeg nu havde læst hele serien og forfatteren brugte krudt på at præsentere personerne i hver bog.

Derudover synes jeg ikke specielt godt om bogen – de forbrydelser der begås i bogen, er så uhyrlige og bestialske, og beskrives samtidig meget detaljeret; det er ikke det de frygtelige maleriske beskrivelser af mishandlingerne der tæller, når jeg læser en krimi, snarere tværtimod.

Den mandschauvinistiske holdning, der er på politistationen, udpræget grad af sexchikane over for de kvindelige kollegaer, og det at man (de mandlige kollegaer) ligefrem søger at hindre dem i at udføre deres arbejde, virker overdrevet. Var det virkelig sådan i 1975 – det virker meget sært og utroværdigt.

Bogen foregår dels i 1975, dels i nutiden. En række unge prostituerede kvinder forsvinder i 1975, nogle myrdes på den mest bestialske måde, andre er bare forsvundet. I nutiden forsvinder en ung universitetsstuderende – og Amanda Wagner kan straks se en sammenhæng til det der skete, da hun som nyansat i politiet i 1975 var involveret i sin første sag. En sag, der også involverede Will Trent, som hun af specielle årsager har et særligt forhold til.

Jeg kan blot konstatere, at det ikke var nogen god ide at starte her – det er fjerde bog i en serie med Sara Linton og Will Trent, derudover er der udkommet en serie på 6 bøger med Sara Linton som hovedperson og 2 med Will Trent – selv om der står på omslaget, at bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, ville det helt sikkert have været bedre at begynde med begyndelsen.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter