0 kommentarer

Flyet til Casablanca af Per Lau Jensen

af d. 12. december 2021
Info
 
Sideantal

456

Udgivet

2021

ISBN

9788793796966

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Det er sjældent, at jeg læser spændingsromaner eller krimier. Faktisk så sjældent, at det tangerer grænsen til aldrig. Ikke fordi jeg finder genrerne underlødige, men blot fordi andre genrer interesserer mig mere.

Det sker, at jeg får lagt poterne på en bog i en af ovennævnte genrer, og det er sket ved, at jeg netop har læst krimien ”Flyet til Casablanca” af Per Lau Jensen, en forfatter jeg har læst flere bøger af med stor fornøjelse (flere bøger er også anmeldt her på siden).

Kort fortalt:

Lars er dansker og for noget tid tilbage flyttet til Costa del Sol i Sydspanien. Ikke fordi han er pensionist, der vil nyde sit otium under sydens sol, men fordi han så at sige er flygtet fra noget, som han vil lade som om ikke er der.

Dagene bruger han på sit nye job, som er at forsøge at drikke sig ihjel. Han henslæber dagene på en bar ved navn Susan B, der ligger i byen Caleta de Vélez. Her er stamklientellet mennesker, der ofte er lige så fordrukne som Lars. Lars er så tildrukket, at han ofte dårligt kan huske hvordan han er kommet hjem og det er ikke sikkert han kan huske ret meget af hvad han foretager sig da drukturene resulterer i store huller i hukommelsen.

En morgen vågner Lars op med tømmermænd og det er ikke det eneste han har. Han har også en død kvindes pengepung i sin varetægt, og det eneste han kan huske er, at han stod bøjet over hende aftenen før på havnen i Caleta de Vélez. Er Lars morder? Hvad gør en klog mand hvis man ikke ved om man har taget et andet menneskes liv?

Politiet kommer naturligvis på sagen og Lars bliver hvirvlet ind i sagen og den tvinger ham til at måtte rejse til Danmark, hvor han bliver konfronteret med den fortid og de ting, som han flygtede fra og som han egentlig helst vil være fri for. Det er en sag, hvor både den danske statsminister, PET og det spanske efterretningsvæsen bliver involveret, så der er bestemt ikke sparet på spændingen i denne bog.

Bogene er på lige over 450 sider, så det er umuligt at give at fyldestgørende referat, der gør bogen ære med de ord jeg har til rådighed i denne anmeldelse.

Konklusionen er, at vi her har en meget, meget læseværdig og spændende bog, som er velskrevet og noget af en pageturner.

”Flyet til Casablanca” er en vellykket bog, hvor læserens interesse fastholdes gennem hele fortællingen, der sker hele tiden noget og netop som man tror, at man har gennemskuet noget – så sker der noget der ændrer ens opfattelse. Forfatteren er rigtig god til at sammensætte en historie og jeg syntes især, at portrættet af bogens hovedperson Lars er fremragende.

Vil du gerne begynde at læse spændingsromaner eller thrillere, så er denne bog et rigtig godt sted at starte, det er en rigtig glimrende bog, som du burde give dig selv og dine nærmeste i julegave.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter