249
1954
87-00-24580-1, 978-87-00-24580-8
Lord of the Flies
”Lord of the Flies” er i sandhed en klassiker – William Golding modtog nobelprisen, og selvom jeg ikke har læst hans andre romaner, synes jeg, det er velfortjent. For dette er en roman, der har fortjent sin status og vil bevare den længe endnu – for den er i alle henseender meget relevant og kan bruges og tolkes på mange måder.
En flok britiske kostskoledrenge styrter ned med fly på en ubeboet ø. Ingen af dem kender hinanden, men snart bliver rollerne fordelt og ‘hverdagen’ venter de små drenge. Men de forbliver ikke små, uskyldige drenge. Da de forsøger at skabe og opretholde et samfund med en leder, disciplin og alt dét, der er i et samfund, krakelerer det, og drengene bliver det levende bevis for, hvordan mennesker reagerer, når de er udsat for et enormt pres.
Denne roman indeholder en masse symbolik: Et portræt på et samfund, venskab, had – livet, når tingene er virkelig kritiske. Den indeholder så meget, som er svært at sætte ord på, men den er meget relevant og burde efter min mening være et must i ALLE gymnasier.
Goldings sprog er virkelig godt, og han formår at skabe en helt særlig stemning. Jeg læste romanen på engelsk, men har også bladret lidt i den danske version og lad mig understrege: LÆS DEN ENGELSKE! Det er et helt andet sprog og dermed også et andet indtryk og en helt anden roman, man læser.
Alt i alt – en klassiker, som ikke virker dateret og som er virkelig god.