280
2011
978-87-7070-240-9
Flemming Bamse Jørgensen
1. udgave, 2. oplag
Mon ikke rigtig mange af os har et blødt punkt for Bamse – den jyske sanger, der charmerede alle med ”I en lille båd, der gynger” og ”Vimmersvej”. Jeg har i hvert fald.
Bogen er skrevet af hans mangeårige ven Poul Blak, journalist på Morgenavisen Jyllandsposten.
Bogen bærer præg af, at den er skrevet umiddelbart efter Bamses død. Der er noget uforløst over den. Det er mere er et mindeskrift end den glade bog, jeg havde forventet. Måske havde det været anderledes, hvis Bamse ikke var død – måske han selv havde haft nogle input til, hvordan han ville portrætteres – det ved jeg af gode grunde ikke. Eller måske er det bare svært at skrive en bog om en person, man omgås privat, en person, man holder af. Måske kærligheden skygger for klarsynet.
Når det er sagt, synes jeg, at bogen er fantastisk godt disponeret. Bogen er delt op i enkle kapitler med titler som ”Vestergårdsskolen”, ”AGF” og ”Den kommende direktør”. Bogen er krydret med såvel private som officielle fotos af Bamse, nogle fra gamle dage og nogle ganske nye. Mange rigtig smukke og alle dækkende over et liv levet med musik og kærlighed. Flere steder siger billederne mere end ordene.
Foruden de interviews-baserede kapitler om Bamse og hans liv, indeholder bogen nogle sekvenser, hvor Bamses enke Käte reflekterer over det liv, hun har haft med Bamse, og de udfordringer, de har haft som par. Det er skrevet nænsomt og ydmygt – i respekt for den person, bogen handler om.
Bogen indeholder også ”breve” som Poul Blak har skrevet til Bamse i forbindelse med udgivelse af bogen, ting han måske aldrig fik sagt og passager, der letter på de interviewprægede kapitler. Der sluttes af med nekrologer fra Weekendavisen og Information. Sidst men ikke mindst har Poul Blak trykt det julebrev, som Bamse sendte ud til venner og familie få dage inden sin død nytårsaften, hvor 2010 var blevet til 2011.
Bogen er rigtig smukt trykt – i en lækker kvalitet – med et dejligt omslag, ikke kun som smudsomslag, men også på selve bogen. Papiret er lækkert tykt, og de trykte nodelinier, der indleder hvert kapitel med en strofe fra en Bamse-sang, virker rigtig fint.
Bamse havde mange planer, som han ikke nåede at udføre, blandt andet en countryplade, der skulle være indspillet i foråret 2011 – men han har sat sit aftryk på den danske sangskat, og vi vil mindes ham med glæde.
Jeg vil alligevel kun give bogen 2 stjerner, for jeg mit hjerte kom ikke til at slå hurtigere, og jeg synes ikke portrættet af Bamse var tilnærmelsesvis så fyldigt som Bamse selv.
Ære været hans minde.