Fiskens vindue af Kristian Bang Foss
122
2004
87-02-02431-4
”Fiskens vindue” er en smal lille roman, uden egentlig begyndelse eller afslutning. Som læser hopper man bare ind et eller andet sted i fortællerens tanker, sejler med en hundrede siders tid, og hopper ud igen.
Denne tankestrøm er hele romanen. Alt lige fra julebesøg hos kærestens familie til en fisketur i Sverige bliver sludret frem, uden egentlige iagttagelser af noget vigtigt. Det er en evindelig pludren og mangel på fokus, som man ganske sikkert kan genkende fra sig selv, men som – og sådan er reglerne – jo altid er mere interessant når det er ens eget.
Det bliver kedeligt i længden, vel nok mest fordi fortællerens tanker er det. Han kredser om ligegyldigheder, distraheres af kaffens farve eller spekulationer om hvor dumme hans venner kan være – og fratager dermed også læseren mulighed for at blive involveret i det der foregår. Hvilket rent fortælleteknisk er vældig dygtigt udført, men oplevelsesmæssigt bliver enormt trættende. Fuldstændig ligesom når man af forfejlet høflighed skvattet-smilende lader sin bordherre kede sig til døde med monoton og ligegyldig snak.
Som sådan er bogen godt ramt og velskrevet, men desværre bliver effekten at man selv falder i fortællerens fælde – fokus glider og man distraheres af alt hvad der lige byder sig til udenfor bogen.
