156
2022
9788740678963
Fiskehuset (nynorsk, 2021; oversætter: Mai Odgaard Petersen)
En uges efterårsfiskeri i de norske fjelde, gamle familiehistorier og kritisk vurdering af egne valg i livet — det er opskriften på Stein Torleif Bjellas debutroman, som udkom på nynorsk i 2021.
Fiskesøen Storsenn har tilhørt familien Aal i flere generationer. Da Ivar, der har passet søen i mange år, føler, at hans tid er ved at rinde ud, skal der findes en arvtager. Valget falder på nevøen Jon. De to tager sammen ud på en uges efterårsfiskeri, hvor Jon skal lære alt, hvad han skal vide for at kunne klare det hele alene i de efterfølgende år.
Men det bliver ikke kun til et lynkursus i fiskeri og forvaltning af fiskehytten og tilhørende udstyr, men også et tilbageblik på familiens historie og en kritisk analyse af den unge Jons gøren og laden.
Onklens kontante kommentarer om alt, Jon foretager sig, sætter gang i en tankeproces hos Jon. Hvor står han i livet? Har han truffet de rigtige valg indtil nu? Og ikke mindst: hvorfor er det ham, der skal arve fiskesøen, når onkel Ivar kritiserer stort set alt, hvad han gør, og tilsyneladende mener, at han bare er uduelig.
“Fiskehuset” er en roman med dybde, uden de store armbevægelser. Det er det, der sker i det stille, som er toneangivende og sætter tankerne i gang. Og så er det en af de bøger, som man gerne vil læse igen, så snart man er færdig — ikke mindst på grund af en overraskende afsløring i slutningen, som kaster et nyt lys over hele fortællingen.
Anmeldereksemplar.