Fell – den brutale by af Warren Ellis og Ben Templesmith

Richard Fell er politibetjent, overført efter eget ønske – eller som det barsles mellem linjerne, for sit eget bedste, til Snowtown, den vestlige verdens røvhul. Der håndterer han den daglige kriminalitet på en stærkt underbemandet politistation, med metoder der veksler mellem pædagogik og ren Dirty Harry. Det er handlingen ret kort fortalt, men der er en genial krølle, for Warren Ellis lader de otte historier opføre sig som en person med en personlighedsforstyrrelse, og hver historie gør et spring hvor den overrumpler og på sin vis ændrer karakter.

Hvis man tog Hellblazer og fjernede alt det overnaturlige evner, kunne resultatet godt være ‘Fell’. Man fornemmer at miljøet, bydelen Snowtown, som man kun kan komme til ved at køre over broen, er et slags fantasiland. Et sted hvor samfundet bund er blevet kondenseret og interneret. Her bor junkierne, pusherne, luderne, alfonserne, de sindsforvirrede voldsmænd og den almindelige psykopat. Hen over de 8 tegnede noveller, støder vi ikke på én eneste almindelig borger. Hvis vi endelige møder en der er bare tilnærmelsesvist din nabo, er vedkommende enten offer for en forbrydelse eller på vej til at blive det.

Små kuriositeter understreger Snowtowns tilstand som et ambivalent drømmeland; en cigarrygende nonne iført en Richard Nixon maske, driver rundt i gaderne og har sex med gadens sexsælgere. I samme gader driver kobler af hunde om og myrder både børn og voksne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ed McBains Isola, her i en noget brutaliseret udgave.

Ben Templesmith bruger billedmanipulation på mange af sine tegninger, og det er ikke altid lige gennemført. Eller gennemført er det, men når tingene går stærkt, som under et slagsmål, kan det være svært at se hvad der sker, når detaljer flyder ud under alle effekterne. Han slog igennem med ‘Nat i 30 dage’, der også er filmatiseret, et vampyropus der foregår nord for polarcirklen. Den var jeg ikke fan af, billedsiden var alt for flippet og manisk, men den frenetiske stil er ‘Fell’ befriet for, Templesmith er her mere kontrollere, og resultatet er en grafisk oplevelse.

Tonen er i et par af kapitlerne lige rå nok, og graden af vold lader heller generelt ikke noget tilbage at ønske. Men det gør i sig selv ikke nogen god historie. Seriens styrke skal findes i hovedpersonens Richard Fells evne til at slå om mellem to personligheder. Den gode kontra den onde. De skift sker når læseren mindst venter det, og når det er påkrævet lader Warrens Ellis selve plottet gøre et spring, som om handlingen selv er en slags Jekyll og Hyde.

Lån tegneserien på biblioteket