Felix og varulven af Jan Lööf

Felix vil hjælpe Fantomet der er blevet vampyr, men da Jan Lööf fortæller hvad der lige falder ham ind, tager historien en masse krumspring hvorfor Felix ender i Transsylvanien og albummet udvikler sig til en kreativ gendigtning af Mary Shelleys Frankenstein. Ingen filmudgave har været så underholdende som Lööf tegnede version. Her optræder vampyrer og varulve og historien glider langsomt over i en western, der genfortæller Lucky Luke albummet ‘Lange Luke’, hvor skuespilleren Jack Palance var skurk. Han er faktisk også med her. Her er dog en bonus, for der er en endnu værre skurk, der af udseende er snydt ud af næsen på Richard Nixon. Det bliver ikke meget ondere!

Lööf lader næsten altid figurerne skifte sindelag, så Felix ofte ender med at rejse videre i historien sammen med en figur der bare få sider forinden var historiens skurk. Frankensteins monster når at skifte side flere gange. Det er en af de mere forfriskende aspekter ved Felix. Plasticiteten i figurernes personlighed er med til at holde fortællingen eventyrlig.

Enten elsker eller hader man det zigzaggende plot, men Lööf har qua sin arbejdsmetode aldrig haft en stringent rød tråd som handlingen følger. Derfor kan Felix pludselig ryge 100 år tilbage i tiden og lande i USA, selvom han i billedruden inden var i nutidens Sverige. Faktisk får han aldrig hjulpet Fantomet, det var ellers historiens udgangspunkt. Det er utroligt at en fortæller kan levere et i den grad overbevisende produkt, med den arbejdsmetode.

Nordens stærkeste tegner har i Felix skabt en kunstnerisk og original serie, der siden blev overdraget på andre hænder, men som er så meget sin egen, at den aldrig er forsøgt kopieret. Alene det er en bedrift. Lööfs efterfølgere har ført serien videre, men kvaliteten har været tvivlsom. Danske Werner Wejp-Olsen er nok den der har gjort det bedst.

Lööf er konge!

Lån tegneserien på biblioteket