Fede Ollie’s bog af Ed McBain

Imens fede Ollie er ved at afsikre et gerningssted for et mord er en narkoman brudt ind i fede Ollies civile patruljevogn og har neglet Ollies attachemappe med manuskriptet til Ollies debutroman. Selvsagt får generhvervelsen af manuskriptet Ollies fulde opmærksomhed, hvorfor Carella fra Station 87 må træde til for at hjælpe med mordsagen.

Uddrag af Ollies manuskript er drysset med rund hånd rundt i bogen, og fungerer som en ætsende ironisk kommentar til den populære kriminallitteratur. Den slags hvor politibetjente og/eller heltens egen makker/chef er morderen.

Kollektivromanen har mange hovedpersoner, men den irriterende Ollie Weeks trækker det største læs, og han er gevaldig underholdende. Bigot over alle bigotter. Han hader alle andre hudfarver end sin egen, men samme hudfarve er ingen garant, for Ollie hader reelt alle der ikke går, tænker eller gør som han. Undtagen Steve Carella, som han af uransaglige årsager har stor respekt for. Måske fordi Carella er en yderst kompetent efterforsker.

Andre af station 87’s store persongalleri kommer i spil, og Andy Parker og Eileen Burke er på sporet af en stor narkoleverance, og den sag ender faktisk med at kollidere med tyveriet af Ollies bog. Der er således elementer af nærmest slap-stick i både dialog og afrunding af de forskellige handlingstråde. Det er nok den morsomste roman om station 87, og måske McBain bare trængte til at få luft. Han skriver i  dedikationen til sin kone at ‘Jeg er klar over, at det er ved at blive kedsommeligt…’, efter mere end 50 romaner om den samme by og det samme klientel kan det være sandt, men det kan også være en sarkastisk stikpille til krimigenren og dens lidet flatterende litterære deroute.

Lån bogen på biblioteket