Fanden tage Dostojevskij af Atiq Rahimi
276
2013
978-87-7973-547-7
Maudit soit Dostoievskij
“Dårligt har Rassul løftet øksen for at lade den falde ned mod den gamle kones hoved, før tanken om fortællingen ‘Forbrydelse og straf’ slår ned i ham. Den lammer ham. Hans arme ryster, hans ben vakler. Og øksen slipper hans hænder. Den kløver kvindens hovedskal og synker ind.”
De første fem linjer af “Fanden tage Dostojevski” er sådan set meget sigende for resten af det skønne, noget teatralske drama. Atiq Rahimi lader sin antihelt Rassul spille Rashkolnikovs parti i en sindrig genopførelse af Dostojevskis berømte samvittighedsklassiker. Scenen er skiftet fra Rusland anno dazumal til 1990’ernes Kabul, hvor langskæggede islamister sidder på flæsket, mens granaterne regner ned over byen.
Rassul er en plaget sjæl, der brændende ønsker at blive straffet for sin udåd. Problemet er bare, at ifølge såvel sharialov som gængs opfattelse på de kanter er det bestemt ikke en forbrydelse at tage livet af en rufferske og pantelåner. Tværtom.
Ingen tager Rassul alvorligt, især ikke fordi han samtidig mister talens brug og er ude af stand til at forklare sig. Fortvivlet ryger han sig vind & skæv i den lokale hashbule, der ligger bekvemt under det mere agtværdige tehus.
Men er det hashen, der får ham til at se syner? Kvinder i himmelblå burkaer hjemsøger ham i drømme og vågen tilstand. Er det hans søde, uskyldige kæreste, der gemmer sig bag ansigtsgitteret – eller den myrdedes datter – eller ruffersken selv, som slet ikke er død?
En militær kommandant nægter at dømme Rassul. En fanatisk religiøs dommer vil til gengæld dømme ham for forbrydelser, han slet ikke har begået. Det er ren Kafka, og Rahimi – afghansk forfatter bosat i Paris – får med vid & bid latterliggjort de yderligtgående islamisters tolkning af den hellige Koran.
“Fanden tage Dostojevski” er en litterær spøg krydret med skrækindjagende snapshots fra det middelalderlige bjergland samt uhyre interessant eksistentialistisk tankegods.
