Family af Peter Bogason
373
2014
978-87-7070-411-3
Hvorfor bogen om en pæredansk familie har fået titlen “FAMILY” er en lige så stor gåde som Hovedlands motiver til at udgive makværket. Den bagvedliggende idé er ellers god: Via punktnedslag i fem af den nyere histories skelsættende begivenheder tager forfatteren en serie øjebliksportrætter en vilkårlig dansk familie. Desværre skriver Peter Bogason med så stor afstand til sine personer, at de bliver utydelige og ligegyldige. De bevæger sig, men ikke os.
Da Muren falder i 1989, er Bjørn og Cecilie i slutningen af trediverne, deres børn Line og Mads er 12 og 14 år. Vi følger de fire familiemedlemmer, mens Diana dør i 1996, World Trade Center smadres af fly i 2001, tsunamien drukner Asien i 2004-05, og Finanskrisen hærger i 2007.
Undervejs avancerer universitetslæreren Bjørn til professor, og på sine tjenesterejser kaster han sig over de kvinder, der vil have ham uden tanke for Cecilie. Men pyt, hun smager også på den forbudne frugt og er nok lidt vel frigjort i forhold til sit job som brevkasseredaktør på Familiebladet.
Med disse forældre kan det ikke undre, at Line vokser op og bliver en højst fremmelig pige. Også Mads ta’r for sig, så snart han kan. Der er lir og glade dage, og mangt et afsnit ender med smålummer sex hist og pist.
Peter Bogason er selv professor, og den midaldrende akademiker fornemmes tydeligt gennem hele teksten: En række usammenhængende handlingsstumper, der skal holde sammen på docerende indlæg om beboerdemokrati, avancementsmuligheder for universitetsfunktionærer, integration, blogs etc. Hertil kommer sidelange brevkassedialoger om utroskab, arvesager og andre emner, som intet har med historien at gøre. Rent fyld – for hvad kommer ikke-eksisterende læseres opdigtede problemer mig ved?
Sprogligt halter “FAMILY” voldsomt. Hvilken mand vil til sin kone sige: “Han har god forståelse for, hvordan man sekretariatsbetjener bestyrelsen”? Og hvilken læser kan føle sig tilfredsstillet af to næsten enslydende, knastørre beskrivelser af et samleje:
“Kristian Andersen gav klagende lyd fra sig og pressede sig helt ind.” 72 sider senere: “Manden . gav klagende lyd fra sig og pressede sig helt ind.” Mere pirrende er ingen af de talrige erotiske indslag!
Lige så livløse er de historiske milepæle. Murens fald og Dianas død opleves i tv, mens personerne tænker på noget andet. 9/11 er der mere kød på, fordi Mads selv er til stede. Hans mor befinder sig også midt i tsunamien, men hun er fuldkommen uanfægtet, selv om en bekendt drukner for øjnene af hende. Finanskrisen berøres med få linjer og ligner som de øvrige begivenheder en umotiveret gimmick.
Korrekturlæsning har der næppe været råd til. Og hvorfor skal Mor og Far her i 2014 skrives med stort begyndelsesbogstav?
