Et skud i mørket af Fritz Striker & D.W. Kann
112
2019
978-87-97115-26-8
A Shot in the Dark - oversat af Lea Mejdahl Christiansen
1. udgave
Der kunne nemt blive en rigtig fed skummel horrorfilm ud af denne perle af en tegneserie, hvor H.P. Lovecraft optræder i rollen som hårdkogt whiskeydrikkende og storrygende privatdetektiv med speciale i det okkulte. Han er blevet kaldt til byen Innsmouth, hvor bogen Necronomicon er blevet stjålet fra et arkiv, og en vagtmand er dræbt under ugerningen. Det foregår naturligvis midt i 1900tallet, så bilerne er af passende ældre model, Lovecraft går med hat, kvinderne er vaskeægte femme fataler og der er selvsagt en rivalisering mellem to af byens magtfulde fraktioner: en okkult fisketilbedende klosterorden og finansimperiet, hvorfra Necronomicon er stjålet.
Første halvdel af albummet bruger Lovecraft på at sætte sig ind i byens puls, og særligt dens indbyggere. Reelt bruger han sin tid på at blive løjet direkte op i ansigtet uden pauser. I anden halvdel spidser det kraftigt til, idet der bryder noget der ligner en gangsterkrig ud i gaderne, mens Lovecraft selv er ved at blive ofret til en fæl skælbegroet fiskeafgud.
Historien rykker rigtig fedt, den lægger sig i slipstrømmen af det første album af Brubakers ‘Fatale‘ – eller endda tidlig Hellboy, dengang den havde sin storhedstid. Når jeg alligevel kun kan opbyde en moderat begejstring er det fordi der er et par betydelige mangler. Problemet er billedsiden. Det er egentlig ikke et problem at der skiftes tegner midtvejs, selvom det forstyrrer at de to tegnere absolut ikke har samme stil, nej, problemet er at begge tegner på en måde så det er utrolig svært at kende forskel på de forskellige figurer. Og der en del af dem at holde styr på. Især manden bag første halvdel, Antonio Brandlão, har en til tider gnidret streg, der gør at den samme person nærmest skifter udseende ruderne imellem. Og så er farvelægningen endimensionelt røvsyg gråbrun, en gråbrun der gennemsyrer de triste baggrunde, som der ikke lagt megen energi i. Daniel Squiglias actionfyldte afslutning lider under en forvirrende brug af bevægelse mellem ruderne, som i en dårligt klippet film hvor skuespillerne pludselig skifter stilling i ryk.
Der kommer flere bind med Lovecraft, og der kan man håbe at der tages bedre hånd om farvelægning og streg, for serien har et stort potentiale.
