0 kommentarer

Et helt nyt liv af Lisa Genova

af d. 17. december 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

321

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7079-146-5

Originaltitel

Left Neglected

 

Lisa Genova slår hovedet på sømmet – og rammer lige ind i det fortravlede liv, som mange af os har. Vi knokler derudaf på jagt efter påskønnelse, penge, magt, uafhængighed, i-pads, de nyeste telefoner og de mest eksotiske ferier. Men hvad er det lige vi har gang i?

Sarah er gift med Bob, småbørns-mor til 3 og arbejder 80 timer om ugen i et karrierejob. Hun har travlt, alt for travlt – og spilder aldrig tiden. Der kan altid klemmes en telefonsamtale ind imellem aftensmaden og børnenes godnathistorie, og i bilen kan der altid sende en sms til kontoret, mens man holder for rødt lys.

Prolog: “Jeg tror nok, at en lille del af mig hele tiden har været klar over, at jeg levede et uholdbart liv. Nogle gange kunne den finde på at hviske til mig: Sæt nu tempoet ned, Sarah. Du behøver ikke alt det her. Du kan ikke blive ved på den her måde. Men resten af mig var energisk, dygtig og fast besluttet på at præstere, præstere, præstere og hørte overhovedet ikke efter.”

En dag kommer Sarah ud for en bilulykke, der sætter hende ud af spillet. Hun pådrager sig en hjerneskade, en neglekt, der gør, at hendes venstre side lammes. Hun er ikke bevidst om sin venstre arm eller sit venstre ben – og hun kan ikke læse det der står til venstre i en bog.

Vi følger Sarahs kamp for at komme tilbage til sit gamle liv – et liv hun langsomt må erkende aldrig bliver det samme igen, simpelthen fordi ulykken har sat sine spor, ikke kun på hendes krop – men også på hendes sjæl og på hele hendes familie.

Ulykken tager mange ting fra Sarah: hendes karriere, hendes identitet og hendes stolthed – men i stedet får hun sin mor tilbage – en mor, hun har fornægtet hele sit voksne liv – og hun får revurderet sit liv og taget nogle vigtige valg.

En hjertevarm og gribende bog, der på forunderlig og ligefrem vis fortæller, hvordan det må være det ene øjeblik at kunne alting for det næste at være dybt afhængig af andre.

Jeg har før læst Lisa Genovas bog “Stadig Alice” om en kvinde, der får Alzheimers og finder at begge bøger på fineste vis berører store, vigtige emner, som alle kan relatere sig til.

En god og vedkommende læseoplevelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter